USA/tendens: Udsigt til plusdag ved åbningen - sportbutik sænket efter tal

Udgivet den 22-08-2023  |  kl. 14:14  |  

Stigende risikolyst på finansmarkederne giver en vis købelyst på aktiemarkederne, der stiger stort set over hele linjen tirsdag. Den positive stemning ser også ud til at forplante sig til USA, hvor der indikeres pæne stigninger ved åbningen.

Det brede S&P 500-indeks lagde mandag ud med fremgang på 0,6 pct., inden rentefrygten tvang markedet i minus til et fald på 0,2 pct. Stemningen vendte dog alligevel rundt og mandag endte hovedindekset i plus med 0,7 pct. Teknologitunge Nasdaq trak sideløbende op med hele 1,6 pct., mens Dow Jones rettede sig fra et minus på 0,7 pct. til et mindre fald på 0,1 pct.

Futures for de tre ledende indeks peger på op, da der er stigninger på mellem 0,3 og 0,8 pct. halvanden time før åbningen.

DICK'S FALDER MARKANT EFTER TYVERIER

Dick's Sporting Goods, der sælger frilufts- og sportsudstyr, oplever i stigende grad, at de besøgende har lange fingre, og det får kæden til at sænke de finansielle forventninger til året.

Det skriver mediet CNBC.

Selskabet sigter nu efter en justeret indtjening per aktie på 11,50-12,30 dollar mod tidligere 12,90-13,80 dollar.

I det seneste kvartal endte den justerede indtjening per aktie på 2,82 dollar per aktie, hvor der var ventet 3,81 dollar blandt analytikerne.

Det stigende antal butikstyverier rammer lagerbeholdningen, og det er med til at skrue forventningerne ned, skriver CNBC.

- Vores rentabilitet i andet kvartal var under vores forventninger, og det var i høj grad på grund af faldende lagerbeholdning, som er et stadig mere alvorligt problem, der påvirker mange detailhandlere, siger topchef Lauren Hobart ifølge CNBC.

Trods udfordringer landede det samlede salg i andet kvartal tæt på det ventede, da det løb op i 3,22 mia. dollar mod analytikernes estimat på 3,24 mia. dollar. Det sammenlignelige salg gik frem med 1,8 pct. i kvartalet, mens analytikerne havde sat næsen op efter en fremgang på 2,6 pct.

Aktien falder 18 pct. i det amerikanske formarked til 119,10 dollar.

MACY'S FALDER TRODS FREMGANG

Den amerikanske stormagasinkæde Macy's har tjent mere end frygtet i andet kvartal, men alligevel falder aktie i formarkedet med 2,1 pct. til 14,66 dollar. En overgang lå aktien over 5 pct. højere.

Macy's nedjusterede sine forventninger så sent som i juni, men formåede at lande en justeret indtjening per aktie på 26 cent i kvartalet mod ventet 14 cent blandt analytikere ifølge Bloomberg News.

Desuden lå omsætningen på 5,13 mia. dollar en anelse over analytikernes prognose på 5,09 mia. dollar ifølge CNN. Der var dog tale om en nedgang på 8 pct. fra 5,6 mia. dollar sidste år.

Macy's fastholder i øvrigt sin seneste nedjusterede prognose om en justeret indtjening per aktie på 2,70-3,20 dollar for hele året. Den lød oprindeligt på 3,67-4,11 dollar per aktie.

BYGGEMARKED LIDT OP EFTER TAL

Det amerikanske byggemarkedsselskab Lowe's aktie stiger på det amerikanske formarked efter et regnskab for andet kvartal, der slog analytikernes forventninger. Aktien stiger 3 pct. til 224 dollar.

Det sammenlignelige salg faldt med 1,6 pct. i forhold til sidste år, men analytikerne havde forventet et større fald på 2,6 pct.

Byggemarkedskædens indtjeningsevne er også en spids bedre end ventet, da driftsmarginen er steget til 15,6 pct. fra 15,4 pct., hvor analytikerne kun havde sat næsen op efter en fremgang til 15,5 pct.

Det positive regnskab drives i høj grad af et stærkt opsving i salg til håndværkere og onlinesalg.

BAIDU HØJERE

Det kinesiske teknologiselskab Baidu præsterede bedre end ventet på både omsætning og indtjening i andet kvartal.

Investorerne tager umiddelbart positivt imod regnskabet og har i formarkedet i USA, hvor selskabet også er børsnoteret, sendt aktien op med 4,3 pct. til 130,30 dollar.

Inden regnskabet var aktien på Hongkong-børsen lukket 0,9 pct. højere i 123 Hongkong-dollar.

Det kinesiske selskab omsatte i andet kvartal for 34,1 mia. yuan svarende til en vækst på 15 pct. fra samme periode sidste år.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en omsætning på 33,3 mia. yuan. Det justerede driftsresultat voksede desuden 34 pct. til 7,33 mia. yuan mod estimeret 6,53 mia. yuan af analytikerne.

TESLA STIGER ENDELIGT

Tesla ligger også til et plus ved åbningen efter at have endt selskabets længste serie med fald i over et år mandag. Aktien er dog fortsat 14 pct. nede i august. Aktien indikeres knap 4 pct. højere i 240,35 dollar.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯