Valuta: Japanske yen fastholder mandagens kraftige styrkelse

Udgivet den 30-04-2024  |  kl. 06:32  |  

Japanske yen holder fast i mandagens kraftige styrkelse tirsdag, mens det bredere marked fortsætter i snævre intervaller forud for det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der begynder i dag, tirsdag.

De japanske myndigheder afviser at kommentere den japanske valutas voldsomme styrkelse, men markedsbevægelserne indikerer, at der med stor sandsynlighed er tale om et indgreb fra officiel side for at holde yen inden for en begrænset udsvingsramme.

Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 105,83 mod 105,74 mandag eftermiddag.

Mandagens styrkelse af yen på godt 3 pct. over for dollar kom efter et skred, hvor 160 yen blev brudt i den tidlige handel, udløst af tabsbegrænsende ordrer på en dag, hvor likviditeten var yderst begrænset på grund af fraværet af de japanske markedsdeltagere, der holdt forlænget weekend.

Japans topvalutadiplomat Masato Kanda gentog tirsdag, at myndighederne er klar til at håndtere valutasager "24 timer i døgnet", men afviste at kommentere om finansministeriet har grebet ind.

- Der er helt klart en mulighed for, at de markante og pludselige styrkelser af yen blev udløst af intervention. Men virkeligheden er, at ingen ved med sikkerhed, om det japanske finansministerium gik ind på valutamarkederne i går, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney ifølge Reuters.

En eventuel intervention vil dog blive afsløret af de officielle tal, men de vil først være tilgængelige i slutningen af maj.

Den japanske valuta ligger dog stadig på et svagere niveau, end før Bank of Japans pengepolitiske meddelelse sidste fredag, som var katalysator for den svækkelse, der i sidste ende var årsag til mandagens kraftige volatilitet.

For det er den markante og øjensynligt længere varende renteforskel mellem dollar og yen, der til stadighed presser yen i knæ.

Og uden udsigt til ændringer i det forhold, vil presset fortsætte uanset om de japanske myndigheder griber ind eller ej.

Og det lover dårligt for yen, da den amerikanske centralbank begynder det to dage lange pengepolitiske møde senere tirsdag, hvor banken ventes at holde renten på 5,25-5,5 pct., i lyset af den høje amerikanske inflation og det fortsat forholdsvis stramme arbejdsmarked.

Hvis Federal Reserve som ventet anlægger en stram verbal tone, kan det udlæse endnu en bølge af yen udsalg.

- Det betyder, at det japanske finansministerium sandsynligvis vil blive tvunget til at træde ind mere end én gang for at bremse stigningen i dollar mod yen, vurderer Carol Kong.

Bank of Japans yderst langsommelige tilgang til renteforhøjelser, efter den skelsættende beslutning om at droppe negative renter i marts, har fået markedet til at satse på, at de japanske obligationsrenter vil forblive lave i en længere periode, mens de amerikanske renter stadig vil være relativt høje og give tilstrækkelig margin til at gøre rentearbitrage attraktiv.

Det skrøbelige økonomiske opsving i Japan sætter snævre grænser for Bank of Japans muligheder, da enhver overstramning af pengepolitikken kan føre landet ud i recession.

Sideløbende er markedet på retræte, når det gælder forventningerne til rentenedsættelser i USA i år efter varmere end ventede amerikanske økonomiske indikationer og stædige inflationsdata.

En rentenedsættelse i september er nu reduceret til blot 44 pct., ifølge CME Groups Fedwatch.

Dollar koster tirsdag morgen 156,75 yen mod 156,68 mandag eftermiddag og 160,24 yen, da den japanske valuta var på det svageste ved 3.30-tiden mandag morgen.

Euro koster 1,0704 dollar mod 1,0713 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,2546 dollar mod 1,2548 dollar mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/aktier: Faldt fra rekordniveau anført af Siemens
17:09 Torsdagens obligationer: Status quo for renterne efter byge af nøgletal
17:04 Torsdagens aktier: Mærsk og Danske Bank trak C25 nærmere alle tiders rekord
16:53 Amerikansk indeks sætter rekord: Passerer psykologisk niveau for første gang
16:32 Mærsk-aktierne stiger efter nye kraftige ratestigninger
16:28 Novo ser ingen effekt på produktionen efter brand i Kalundborg
16:00 Bidens toprådgiver forsvarer nye toldsatser på kinesiske varer
15:42 USA/åbning: Rekordjagten fortsætter anført af Walmart og Chubb
15:23 Novo-aktien sendes i svingninger efter nyt om brand på byggeplads i Kalundborg
15:14 Valuta: Dollar finder fodfæste efter tre dage med svækkelse
15:00 Novo-rival har positive data med ugentligt insulin
14:54 Novo-aktien sendes i svingninger efter nyt om brand på byggeplads i Kalundborg
14:35 Novo-aktien sendes i svingninger efter nyt om brand på byggeplads i Kalundborg
14:32 USA: Lidt flere nytilmeldte ledige end ventet
14:27 North Media forventer mindre overskud på grund af udgifter til svensk opkøb
13:43 USA/tendens: Rekordjagt kan fortsætte efter solide præstationer fra Walmart og Cisco
13:18 Europa/aktier: Let sivende aktier efter ni dage med fremgang til rekord
12:24 Obligationer/middag: Rentestabilisering før byge af amerikanske nøgletal
11:48 Aktier/middag: Vestas trækker op og Zealand Pharma ned i tæt på fladt marked
11:29 Novo-rival har imponerende fedmedata: Men for tidligt at bekymre sig vurderer storbank