Valuta: Stigende risikolyst svækker dollar tirsdag

Udgivet den 22-08-2023  |  kl. 13:31  |  

Den amerikanske dollar faldt fra det stærkeste niveau i ti uger på stigende risikolyst på finansmarkederne.

Stigende amerikanske renter og usikkerhed om kinesisk økonomi har ellers styrket valutaen den seneste tid.

Samtidig er holdingen på markedet afventende ugens hovedbegivenhed - den amerikanske centralbankchef Jerome Powells tale på Federal Reserves årlige symposium i Jackson Hole, Wyoming, fredag.

Når det kommer til fredagens symposium i Wyoming er Jerome Powell ikke ene om at tiltrække sig opmærksomhed, da også Den Europæiske Centralbanks præsident, Christine Lagarde, giver sit besyv med.

- Hvis vi kigger på Jackson Hole, kan Lagardes tale faktisk give anledning til større markedsbevægelse end Powells, vurderer chefstrateg Karl Schamotta fra Corpay i Toronto ifølge Reuters.

Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kr., ligger tirsdag først på eftermiddagen i 103,30 mod 103,39 mandag eftermiddag ved 17-tiden og 103,51, da indekset toppede mandag eftermiddag.

- Det vi ser er en bare lille pause, vurderer seniormarkedsanalytiker hos City Index i London Fiona Cincotta over for Reuters.

- Vi har haft et stærkt dollarrally.

Dollar koster tirsdag først på eftermiddagen 145,79 yen mod 145,30 yen mandag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0887 dollar mod 1,0885 dollar mandag eftermiddag, og pund koster 1,2763 dollar mod 1,2730 dollar mandag.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Forex❯