Vestas og Aalborg Universitet etablerer strategisk samarbejde

Udgivet den 29-08-2007  |  kl. 15:04  |  

Vestas tager et vigtigt skridt i udviklingen af fremtidens vindmøller gennem et nyt, strategisk samarbejde med Aalborg Universitet, fremgår det af en børsmeddelelse onsdag.

Forskningsprogrammet med titlen Vestas Power Programme er det mest omfattende samarbejde mellem en vindmølleproducent og et universitet til dato. De kommende fem år vil programmetstyrke forskning og udvikling inden for effektelektroniske komponenter og systemer til brug i vindkraftindustrien.

- Vestas Power Programme er et vigtigt skridt i vores målrettede indsats for at styrke samarbejdet med verdens førende uddannelsesinstitutioner inden for vindkraft. Med programmet løfter og accelererer vi forskningen inden for effektelektronik, der er afgørende for industriens fortsatte udvikling, siger Finn Strøm Madsen, direktør for Vestas Technology R&D.

Vestas Power Programme yder i de kommende fem år støtte til tre forskningsprogrammer inden for vindkraftværker, effektelektronik og energilagring, der tilsammen vil omfatte mindst 10 Ph.d-projekter. Desuden vil der gennem programmet blive uddelt en række legater til danske og udenlandske kandidatstuderende ved Aalborg Universitets Institut for Energiteknik. Endelig medfører Vestas Power Programme også finansiering af et femårigt professorat, som er omdrejningspunkt for forskningsprogrammerne.

Vestas forventer, at forskningsindsatsen vil lede til en række gennembrud, der vil gøre det muligt at producere møller med større kapacitet og forbedret effektivitet og funktionalitet. Denne udvikling er en vigtig forudsætning for at møde udfordringerne ved en større integration af vindkraft i elnettet i fremtiden.

- Vestas ser det som en vigtig opgave at støtte de største talenter inden for forskning og udvikling af højteknologiske vindkraftsystemer og derved investere i fremtidens eksperter. Vestas Power Programme giver deltagerne en unik mulighed for at udvikle de højt speci aliserede kompetencer, industrien efterspørger og samtidig styrke interessen for de unikke karrieremuligheder, den hastigt voksende, globale vindkraftindustri tilbyder, siger Finn Strøm Madsen.

- Vi er meget glade for så omfattende et samarbejde med verdens største vindmøllevirksomhed, der både understøtter vores uddannelser, vores infrastruktur og vores stærke forskningsmiljø inden for området. Det bliver ganske enkelt en aktivitet i international topklasse, udtaler Dekan, professor Frede Blaabjerg, Aalborg Universitet, i forbindelse med aftalen med Vestas.

I 2006 opnåede forskningsgruppen inden for effektelektronik på Aalborg Universitet en placering som nummer to blandt de førende uddannelsesinstitutioner på området i en opgørelse fra den europæiske effektelektronik-industri.

Vestas Power Programme præsenteres officielt fredag den 31. august kl. 14 ved en reception, hvor samarbejdsaftalen underskrives.

Receptionen finder sted på Aalborg Universitet, Pontoppidanstræde 101.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder