Vind / BTM Consult aktuel med World Market Update 2011

Udgivet den 26-03-2012  |  kl. 09:33  |  

BTM Consult, som er et førende researchselskab, datakilde for den internationale vindmølleindustri og en del af amerikanske Navigant Global Energy Practice, har mandag morgen offentliggjort sin rapport ”International Wind Energy Development: World Update 2011.”
 
Med 41.712 MW i nye installationer i 2011 voksede den samlede installerede kapacitet af vindkraft til omkring 241.000 MW. Dette var en stigning i den kumulative installation på 21 pct. Med hensyn til den årlige installation var der tale om en beskeden stigning på godt 6 pct. Den årligt installerede kapacitetshastighed er ellers vokset med et årligt gennemsnit på 23 pct. over de seneste fem år.

Den mest markante ændring i markedet for levering var den stærke vækst i de kinesiske vindmølleproducenter. Fire kinesiske producenter havde fortsat en stærk position blandt de 10 bedste i 2011, Goldwind (nr. 2), Sinovel (nr. 7), United Power (nr. 8) og Mingyang (nr. 10).

Vestas er stadig verdens største vindmølleleverandør trods en faldende markedsandel med 1,4 pct. til 12,9 pct. i 2011. Goldwind er avanceret til nummer to, mens GE Wind forbliver verdens nummer tre. Herefter følger Gamesa (ES), Enercon (GE), Suzlon Group (IND), Sinovel (CN), United Power (KN), Siemens Wind (DK) og endelig Mingyang, som er ny på top 10 listen.

På trods af det asiatiske marked fortsat er stærkt, især Kina og Indien, så er den gennemsnitlige vækstrate for ny årlig installation i prognoseperioden 2012-2016 kun på 10 pct. Det er første gang hastigheden i den årlige vækstrate er blevet nedjusteret med mere end 5 procentpoint i rapportens femårige prognose fra BTM Consult. Markedsværdien for det globale vindmøllemarked ventes at stige til 86,3 mia. euro i 2016 fra 52,2 mia. euro i 2011.

Udgivet af: Aktiefokus