WSA-chef ser nye produkter give klare markedsandele i god start på 2024
Fortsat succes med lanceringen af Signia Integrated Xperience og en glimrende start for Widex SmartRIC har været med til at trække fortsat stærk vækst for WS Audiology i andet kvartal 2023/24, der fulgte kalenderårets første kvartal.
Det har betydet vundne markedsandele hos særligt de uafhængige audiologer for fusionsselskabet, lyder det fra Eric Bernard, der er administrerende direktør hos WS Audiology.
- Det har helt sikkert været et godt kvartal. Påsken var i marts i år, så i den sammenhæng er det et rigtig godt resultat, siger han til MarketWire.
- Signia IX's succes fører til markedsandele i afgørende markeder på tværs af verden. Vi har særligt bidt mærke i meget store vundne andele hos de uafhængige i USA, fortsætter topchefen.
I andet kvartal havde WSA en organisk vækst på 7 pct., og ser man over de første seks måneder af regnskabsåret, har væksten været endnu mere tydelig - på 10 pct.
Og udviklingen er også fortsat gennem april, der var den første måned i selskabets tredje kvartal.
- Over de første seks måneder - og også syv måneder, fordi april nu er bag os - har vi set tocifret vækst, siger Eric Bernard.
NYT WIDEX-PRODUKT HAR OVERRASKET POSITIVT
En del af forklaringen på succesen har været lanceringen af Widex SmartRIC - det nyeste topprodukt fra den danske producent, der er den ene del af fusionsselskabet.
Produktet udmærker sig ved et særligt L-formet design, som skiller sig noget ud fra de traditionelle høreapparater på markedet.
- I den her industri skal man innovere på en relevant måde for at vinde, og man skal levere på kvalitet og tid. Hvis man kigger over de seneste seks-syv måneder, er det præcis hvad WSA har gjort, siger Eric Bernard.
- Specifikt om Widex SmartRIC er det helt sikkert et meget interessant produkt og design. Designet giver nogle meget relevante audiologiske tilføjelser i form af direktionalitet, fortsætter han.
Han peger på, at de globale høreapparatmarkeder også generelt har været i god form over perioden - måske med et lille "men" ud for det franske marked, der i tidligere år oplevede et stort løft efter en sundhedsreform, der øgede tilgangen til tilskud til høreapparater.
Det gør sammenligningsgrundlaget vanskeligt.
- Markedet har generelt været positivt. Der er stadig nogle spørgsmålstegn ved det franske marked, men ud over det temmelig positivt på tværs, siger Eric Bernard.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›