Sydbank: Fokus på Carlsberg og H&M i denne uge

Udgivet den 16-06-2008  |  kl. 11:30  |  

Sommerstemningen er efterhånden ved at indfinde sig på aktiemarkederne, og det betyder, at det er småt med nyheder fra de børsnoterede selskaber. Dog kan investorerne i denne uge glæde sig over nyt fra Carlsberg og Hennes & Mauritz, skriver Sydbank i sin ugekommentar.

Carlsberg afholder en kapitalmarkedsdag, hvor selskabet måske vil benytte lejligheden til at løfte sløret for selskabets nye finansielle målsætninger og forventninger til 2008 efter en veloverstået aktieemission og den påbegyndte integration af S&N-aktiviteterne.

Tøjbranchen mærker efterhånden den dalende forbrugslyst i USA og Europa. Selskaber med en stor geografisk diversifikation og eksponering mod de billigere segmenter som spanske Inditex og svenske Hennes & Mauritz ser dog ud til at klare udfordringerne bedre end mange konkurrenter.

H&M offentliggør regnskab i denne uge sammen med salgstal for maj. Efter to skuffende måneder - marts og april - er der lagt op til en stærkere udvikling i maj. Sydbank venter desuden, at selskabet fortsat ser optimistisk på mulighederne i år. Ellers vil investorerne skele til ugens amerikanske nøgletal, som tager temperaturen på en skrantende økonomi.

Udgivet af: NPinvestordk