Johnson: Denne gang får vi brexit gennemført

Udgivet den 19-11-2019  |  kl. 22:06  |  

Briterne udtræder af EU 31. januar og "får brexit gennemført". Det slog premierminister Boris Johnson fast allerede i de første sekunder af tirsdagens tv-duel mod Labours leder, Jeremy Corbyn.

Den eneste grund til, at briterne skal til valg 12. december, er "dødvandet i parlamentet", som gør det umuligt at få vedtaget en brexitaftale, siger Johnson ifølge BBC i sine indledende bemærkninger.

Premierministeren bruger adskillige gange vendingen om, at han vil "få brexit gennemført" og langer ud efter Labour, der endnu ikke har villet melde ud, om partiet vil blive i EU eller forlade det.

Labour-lederen svarer igen med, at hans brexitpolitik er "meget tydelig". Labour vil have genforhandlet brexitaftalen og sende den til folkeafstemning.

Partiet har afsat tre måneder til at forhandle en aftale på plads og seks måneder til at sende den til folkeafstemning.

- Jeg vil bringe folket sammen, og derfor skal vi have en folkeafstemning, siger Corbyn.

Første halvdel af den timelange debat mellem de to britiske toppolitikere handlede om brexit.

På spørgsmålet om, hvorvidt vælgerne kan regne med, at køreplanen kommer til at holde, så briterne "ikke skal tale om dette for evigt", svarer Johnson, at Storbritannien "helt sikkert udtræder 31. januar".

Den aftale, han har forhandlet på plads med de øvrige EU-lande, "leverer alt det, vi har lovet".

Derimod betegner Corbyn det som "det rene nonsens", at en handelsaftale med EU kan falde på plads inden nytår, som Johnson har lovet.

- Og det ved du udmærket godt, lyder det fra Corbyn.

Der er meget på spil for både den konservative Johnson og venstrefløjens leder, Corbyn.

Johnson har en del, han skal bevise over for vælgerne, efter at han ikke kunne opfylde løftet om, at Storbritannien ville forlade EU 31. oktober.

Labour ventes at præsentere sit partiprogram torsdag, hvor det blandt andet vil fremgå, at staten skal spille en større rolle i britisk økonomi.

Det har fået De Konservative til at anklage Labour for at forsøge at prakke vælgerne mislykkede socialistiske idéer på.

Den seneste meningsmåling, der er offentliggjort tirsdag, viser 42 procents vælgeropbakning til De Konservative og 30 procent til Labour.

Liberaldemokraterne, som er svorne EU-tilhængere, står til 15 procent af stemmerne, viser målingen, der er lavet af YouGov for The Times og Sky News.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Storbritannien❯  UK❯ 

Seneste nyheder

17:44 Europa/aktier: Rockwool endte i toppen af let stigende Stoxx 600
17:05 Trump Medias revisor anklages for omfattende svindel af de amerikanske børsmyndigheder
17:04 Fredagens aktier: Positiv ugeafslutning efter jobtal, regnskaber og Rockwool-opjustering
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald tiltog i styrke efter jobtal fra USA
16:15 Rockwool i stærk start på 2024: Estimaterne skal op, mener Jyske
15:32 USA/åbning: Jobtal giver ekstra vitaminboost til amerikanske aktier fra børsstarten fredag
14:57 Økonomer om amerikanske jobtal: Opbremsning er et skridt i den rigtige retning
14:54 Valuta: Dollar svækkes efter opbremsning i jobskabelsen i USA
14:37 C25 går lodret op og renter ned efter svage jobtal fra USA
14:35 Amerikansk rapport viser lavere jobskabelse og lønstigninger end ventet
14:00 USA/aktier: Apple står til stor gevinst fra start - jobtal er dagens joker
13:49 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter stærkt kvartal
13:17 Pandoras bestyrelsesformand sælger aktier for knap 5,7 mio. kr.
13:04 Ørsteds bestyrelsesformand købre aktier for knap en halv mio. kr.
13:01 Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
12:48 Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i stigende Stoxx 600
12:22 Obligationer/middag: Renterne er trukket lidt ned før jobtal fra USA
11:49 Danske Banks aktie presses ekstra af skuffelse over kommentarer om aktietilbagekøb
11:48 Aktier/middag: Danske Bank og Novo trækker C25 i rødt
10:49 ALK's topchef om optimeringsplan: Skal sikre råderum til investeringer og bedre bundlinje