ØMUVALG - Nyrup: Dansk ØMU-nej ventes at medføre rentestigning
København--29. marts--NetPosten--Stemmer danskerne nej til den fælleseuropæiske euro ved folkeafstemningen 28. september må man imødese højere danske renter og det kan endvidere medføre et spekulativt pres mod kronen. Det sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i Folketingets spørgetid onsdag, oplyser Reuters Finans.
- Et nej må forventes at føre til rentestigning og et større rentespænd, som vil ramme mange mennesker. Et nej vil kunne skabe en situation med spekulation fra finansmarkedet mod kronen. Det kan jeg ikke se bort fra, selvom vi ikke kan forudse præcist, hvordan de finansielle kræfter vil reagere, sagde statsministeren.