Aktier/åbning: Opturen fortsætter for stjette dag i træk - GN og Netcompany fører an

Udgivet den 06-12-2023  |  kl. 09:14  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked fortsætter fra åbningen onsdag de seneste ugers stigninger.

Efter få minutters handel ligger C25-indekset 0,1 pct. højere i 1743,18, og det har dermed sat kurs mod sjette dag i træk med fremgang - og 10. stigning i løbet af de seneste 11 handelsdage.

De seneste ugers fremgang har været drevet af en opløftende udviklingen i inflationen, der vurderes at bane vejen for en stribe rentenedsættelser i USA og Europa til næste år.

Herhjemme topper Netcompany og GN fra åbningen med stigninger på 1,8 og 1,7 pct. til henholdsvis 226,40 kr. og 162,75 kr.

I bunden ligger derimod Carlsberg med et minus på 1,7 pct. til 831,40 kr.

Der bliver onsdag morgen også skrevet om Carlsbergs russiske aktiviteter, som Rusland har overtaget kontrollen over.

Den russisk indsatte topdirektør for Carlsbergs russiske aktiviteter, Baltika, Taimuraz Bolloyev, foreslår en nationalisering af Baltika.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Vedomosti ifølge Bloomberg News.

Vedomosti har talt med anonyme kilder i Baltika, som bekræfter, at der pågår diskussioner om en mulig nationalisering.

Novo Nordisk har indledt onsdagens handel med et plus på 0,3 pct. til 689,10 kr. efter et par dage med fald i aktien.

Kampen om fedmemarkedet i USA spidsede tirsdag til, da Eli Lillys nyligt godkendte middel Zepbound ifølge CNBC tirsdag ramte hylderne på apotekerne i USA.

Det sker på et tidspunkt, hvor Novo Nordisk har haft svært ved at følge med den store efterspørgsel på sit succesrige fedmemiddel, Wegovy.

Der er onsdag morgen analysenyt om Zealand Pharma, efter at selskabet tirsdag opdaterede om selskabets portefølje af fedmemidler ved et arrangement i London.

Efterfølgende har Goldman Sachs løftet kursmålet for aktien til 412 kr fra 380 kr. Samtidig bliver anbefalingen "køb" fastholdt.

Også Jefferies har løftet sit kursmål for aktien - til 430 kr. fra 380 kr. Også her lyder anbefalingen på "køb".

Aktien i Zealand Pharma stiger 3,5 pct. til 357 kr. fra åbningen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯