Analyse: D/S Norden står stærkt blandt tørlastredier - Medie

Udgivet den 08-04-2015  |  kl. 12:51  |  

Tørlastindustrien befinder sig i en historisk kedelig periode, men faktisk er danske D/S Norden blandt de selskaber, der ventes at klare sig bedst.

Selskabets solide balance betyder, at aktionærerne ikke skal frygte en udvanding af deres ejerandele, skriver norske Pareto Securities i en analyse ifølge ShippingWatch.

Udover at D/S Norden kan bryste sig af det stærkeste finansielle fundament blandt de tørlastrederier, som det norske analysehus dækker, har selskabet gavn af sine investeringer i de mellemstore produkttankskibe MR på et tidspunkt, hvor tørlastraterne er i bund.

- Norden vil komme igennem krisen uden at trykke en eneste ny aktie, skriver Pareto Securities.

Analysehuset forventer, at konkurrenterne Star Bulk og Golden Ocean igen må en tur ud på lånemarkedet eller udstede nye aktier for at holden kølen oven vande.

Det skyldes, at det internationale tørlastmarked er kollapset til det laveste niveau i 30 år og endnu ikke ser ud til at vende. Pareto mener, at 2015 kan blive det værste år i nyere tid - blandt andet fordi Kina har skruet voldsomt ned for kulimporten, der er faldet med hele 45 pct. i løbet af det seneste år.

Senest måtte Star Bulk udvande sine ejere betydeligt, da man hentede 242 mio. dollar ved en aktieemission i januar 2015, og ifølge Pareto Securities er der blot udsigt til en moderat bedring i tørlastraterne i 2016 og 2017.

En aktie i Norden stiger onsdag ved middagstid med 0,27 pct. til 149,40 kr.

/ritzau/FINANS

Kasper Brøndgaard Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Analyse❯ 

Seneste nyheder