Asien: Øretæver i Tokyo mens Hongkong klarer skærene

Udgivet den 11-03-2024  |  kl. 06:45  |  

Investorerne i Tokyo får øretøver mandag morgen, hvor gevinsterne fra de sidste ugers rekorder inkasseres med kraftige kursfald til følge.

En markant styrket yen sender salgsbølger gennem markedet, da tiltagende forventninger til, at den japanske centralbank vil droppe de negative rente og stramme pengepolitikken overbeviser markedsdeltagerne om, at det er tid til at sikre profitten.

- Der er en række årsager til, at Tokyo-markedet falder, med både kursfald i de amerikanske aktier og en stærkere yen over for dollar, noterer Matsui Securities i Tokyo ifølge AFP.

Og mens de amerikanske aktier endte i minus fredag, peger futuresmarkedet på nye kursfald fra den ny uges start i New York. De tre store aktieindeks står til at åbne med fald på 0,2-0,3 pct. senere på dagen.

Styrkelsen af yen satte for alvor ind, efter at rapporter om, at et voksende antal af den japanske centralbanks topfolk varmer op til at stoppe med negative renter på det kommende pengepolitiske møde i denne måned på baggrund af forventninger om kraftige lønstigninger i årets lønforhandlinger.

Forventningerne til Bank of Japan har fået yderligere medvind af reviderede væksttal, der viser, at Japan ikke gled ned i recession i fjerde kvartal sidste år. Den økonomiske vækst blev revideret op til 0,4 pct. på årsbasis i kvartalet fra et minus i samme størrelsesorden.

Nikkei 225 falder 3,0 pct., og Topix-indekset dropper 3,2 pct.

Modsat står markedet i Hongkong og på det kinesiske fastland med stigninger. Et opsving i forbrugerpriserne indikerer, at deflationstruslen ikke er overhængende, hvilket øger håbet om et økonomisk opsving.

- Handel, turisme og mobilitetsdata omkring nytårsfesten, både under og efter, lover godt, skriver DBS Bank i Singapore i et notat ifølge Reuters.

Forbrugerpriser steg for første gang i seks måneder på grund af et stort forbrug knyttet til nytårsfejringen, hvilket giver et pusterum for verdens næststørste økonomi, der ellers længe har kæmpet med et svagt forbrug.

Nomura vurderer, at forbrugerpris-inflationen ser ud til at være "mere positiv, end hvad der blot skyldes nytårseffekten.

Shanghai Composite stiger 0,1 pct., og CSI 300 øger 0,7 pct., mens Hongkongs Hang Seng-indeks ligger med et plus på hele 1,3 pct.

I Taipei falder Taiex-indekset 0,4 pct., og Kospi-indekset i Seoul dropper 0,6 pct., mens Singapores Strait Times-indeks begrænser faldet til 0,2 pct.

ASX-indekset på børsen i Sydney slutter dagen med et tab på 1,8 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -3,0
Topix -3,2
Hongkongs Hang Seng +1,3
China Shanghai Composite +0,1
China CSI 300 +0,7
Taiwan Taiex -0,4
Sydkoreas Kospi -0,6
Indiens BSE Sensex -0,3
Singapores STI -0,2
Sydney ASX 200 -1,8

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder