Bavarian Nordic indleverer registreringserklæring vedrørende påtænkt offentligt udbud af ADS'er i USA

Udgivet den 04-01-2016  |  kl. 15:01  |  

KØBENHAVN, den 4. januar 2016 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA, OTC: BVNRY) offentliggjorde i dag, at selskabet i dag indleverer en registreringserklæring (formular F-1) til USA's Securities and Exchange Commission (SEC) vedrørende et påtænkt offentligt udbud af American Depositary Shares (ADS'er). Der ansøges om at notere ADS'erne på The NASDAQ Global Select Market i USA under symbolet BAVN. ADS'er er omsætningspapirer denomineret i US-dollars, som er udstedt af en depotbank, og som faciliterer handel og investering i USA i aktier i ikke-amerikanske selskaber. Den til SEC indleverede registreringserklæring på formular F-1 vil ikke indeholde nogen væsentlige oplysninger, som ikke allerede er offentliggjort af Bavarian Nordic.

Hvis ADS-udbuddet gennemføres, forventer Bavarian Nordic at anvende provenuet fra udbuddet til at fremskynde sin pipeline af kommercielle vacciner, herunder selskabets CV-301 cancerimmunterapi og MVA-BN RSV-program, samt til eventuelt at udvide sit eksisterende produktionsanlæg.

Cowen and Company, LLC og Piper Jaffray & Co. fungerer som joint book-running managers, og Nomura Securities International, Inc. fungerer som lead manager, for det påtænkte ADS-udbud. Hverken tidsplanen, antallet af ADS'er, antallet af underliggende aktier i Bavarian Nordic eller kursen på det påtænkte ADS-udbud er blevet fastlagt endnu, og Bavarian Nordic's bestyrelse har endnu ikke afgjort, om de vil gå videre med det påtænkte ADS-udbud.

Bavarian Nordic's aktier er noteret på NASDAQ Copenhagen under symbolet BAVA. Derudover har Bavarian Nordic et såkaldt sponsoreret Niveau 1 American Depositary Receipt-program i USA, hvorigennem selskabets ADS'er handles over-the-counter under symbolet BVNRY.

Hvis det påtænkte ADS-udbud gennemføres, vil det ske i henhold til bestyrelsens tidligere af generalforsamlingen tildelte bemyndigelse til at forhøje selskabets aktiekapital med op til 2.770.000 aktier a DKK 10 (dvs. op til 10% af aktiekapitalen), jf. § 5a i selskabets vedtægter. Hverken eksisterende aktionærer eller investorer i eventuelle udbudte ADS'er vil have nogen fortegningsret.

En registreringserklæring vedrørende disse værdipapirer indleveres til SEC, men er endnu ikke blevet erklæret gældende. Disse værdipapirer, såfremt de udstedes, kan ikke sælges, og der må ikke accepteres købstilbud, før registreringserklæringen måtte blive gældende.

Denne selskabsmeddelelse udgør hverken et tilbud om at sælge eller en anmodning om at købe, ligesom de heri nævnte værdipapirer ikke må sælges i nogen stat eller jurisdiktion, hvor sådanne tilbud, anmodninger om tilbud eller salg ville være ulovlige uden forudgående registrering eller godkendelse i henhold til værdipapirlovgivningen i den pågældende stat eller jurisdiktion.

Når det foreløbige prospekt vedrørende udbuddet er tilgængeligt, kan eksemplarer heraf rekvireres fra Cowen and Company, LLC, c/o Broadridge Financial Services, 1155 Long Island Avenue, Edgewood, NY 11717, USA, att.: Prospectus Department, på tlf. nr. +1 (631) 274-2806, eller på fax nr. +1 (631) 254-7140 eller fra Piper Jaffray & Co., att.: Prospectus Department, 800 Nicollet Mall, J12S03, Minneapolis, MN 55402, USA, eller ved at ringe til +1 (800) 747-3924 eller sende en e-mail til prospectus@pjc.com.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen
Vice President Investor Relations (EU)
Tlf.: +45 61 77 47 43

Seth Lewis
Vice President Investor Relations (USA)
Tlf.: +1 978 341 5271

Vigtige oplysninger
Meddelelser eller oplysninger vedrørende det påtænkte offentlige udbud må ikke offentliggøres i jurisdiktioner, hvor der kræves forudgående registrering eller godkendelse af udbuddet. Der hverken er eller vil blive truffet foranstaltninger vedrørende udbuddet af aktier eller ADS-aktier i nogen jurisdiktion, hvor sådanne foranstaltninger er nødvendige. Udstedelse og salg af ADS-aktier samt tegning og køb af ADS-aktier er underlagt særlige juridiske og lovgivningsmæssige begrænsninger i visse jurisdiktioner. Bavarian Nordic bærer ikke noget ansvar for, om disse begrænsninger overholdes af tredjemand.

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret biotekselskab, fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af cancerimmunterapier og vacciner mod infektionssygdomme, baseret på selskabets virale vaccineplatform. Gennem mangeårige samarbejder, herunder et samarbejde med den amerikanske regering, har Bavarian Nordic udviklet en portefølje af vacciner mod infektionssygdomme, inklusive den ikke-replikerende koppevaccine, IMVAMUNE®, der lagerføres til anvendelse i nødsituationer af den amerikanske stat samt andre regeringer. Vaccinen er godkendt i EU (under handelsnavn IMVANEX®) samt i Canada. I partnerskab med Janssen udvikler Bavarian Nordic en ebola-vaccine, som er blevet fremskyndet af sundhedsmyndigheder verden over, og en vaccine til beskyttelse mod og behandling af HPV. Bavarian Nordic har desuden, i samarbejde med National Cancer Institute, udviklet en portefølje af aktive cancerimmunterapier, herunder PROSTVAC®, der er i fase 3 klinisk udvikling til behandling af fremskreden prostatacancer. Selskabet har indgået aftale med Bristol-Myers Squibb om potentiel kommercialisering af PROSTVAC.

Fremadrettede udsagn
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstationer og/eller anden information, som ikke er historisk information, herunder i relation til det påtænkte ADS-udbud. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

201601da


This announcement is distributed by NASDAQ OMX Corporate Solutions on behalf of NASDAQ OMX Corporate Solutions clients.
The issuer of this announcement warrants that they are solely responsible for the content, accuracy and originality of the information contained therein.
Source: Bavarian Nordic A/S via Globenewswire

HUG#1976411

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk