Europa/aktier: Draperet i rødt med G4S i bunden

Udgivet den 12-03-2014  |  kl. 14:26  |  

De europæiske aktier tager turen sydpå onsdag og dermed følger de trop med de asiatiske, der faldt natten til onsdag. Over 500 af aktierne i det brede europæiske indeks Stoxx 600 er klædt i rødt.

Stoxx 600-indekset falder 1,2 pct. til 327,25. De tre toneangivende indeks i London, Paris og Frankfurt falder 1,1-1,5 pct.

- Markedet er blevet risikoavers, og der kan ikke ventes en løsning på Krim-krisen i denne uge, vurderer Christian Stocker, der er seniorstrateg i Unicredit i München, over for Bloomberg News.

Nederst ligger sikringskoncernen G4S. Aktien sætter sig på børsen i London med mere end 6 pct. til 229,70 pence efter et skuffende regnskab.

G4S realiserede i 2013 på bundlinjen en justeret indtjening per aktie på minus 24,9 pence mod et plus på 2,9 pence i 2012. Underliggende, hvilket vil sige med faste valutakurser og eksklusive særlige poster, blev resultatet dog et overskud på 14,7 pence per aktie, hvilket var lavere end resultatet i 2012, der lød på 15,8 pence per aktie.

Det er blandt andet sagen om overfakturering af kontrakter på elektroniske fodlænker med den britiske regering fra sidste år, der har været en dyr affære for det dansk-britiske selskab. For 2014 venter G4S vækst.

- Vi kan nu se mod fremtiden med tiltro og fokusere på den øgede efterspørgsel efter G4S services, der støtter vores planer om at levere vedvarende, profitabel vækst. Den tiltro understøttes af bestyrelsens anbefaling om at udbetale udbytte, skriver G4S i regnskabet.

I den anden ende ligger verdens største vikarbureau, Adecco, der stiger mere end 5 pct. på børsen i Zürich til 79,2 sfr. i kølvandet af et stærkt regnskab.

Bundlinjen landede på 557 mio. euro i 2013, hvilket var et godt stykke over analytikerforventningerne om et resultat på 508,1 mio. euro ifølge Bloomberg News. Alene i fjerde kvartal knap femdoblede Adecco overskuddet til 174 mio. euro fra 35 mio. euro.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk