Europa/aktier: Grønt så langt øjet rækker - SBB har taget raketten på købsinteresse

Udgivet den 02-06-2023  |  kl. 12:33  |  

Der er grønt i grønt på de europæiske aktiemarkeder fredag - og futures for de ledende amerikanske aktieindeks ligger ligeledes i plus omend en smule mere lysegrønt end i Europa.

En suspendering af det amerikanske gældsloft er i hus, og det er med til at løfte humøret.

- Med katastrofen afværget for nu, vil opmærksomheden vende sig mod andre forhold, som er blevet overskygget af dramaet i Washington, siger AJ Bells investeringsdirektør, Russ Mould, til Reuters.

Og det er blandt andet eftermiddagens amerikanske jobtal, der nu tager fokus:

- De kan give nogle fingerpeg om det næste skridt fra Federal Reserve, som ikke længere behøver at overveje de potentielle finansielle risici forbundet med misligholdelse af amerikansk gæld, siger Russ Mould.

Samlet ligger de ledende europæiske børser i plusser på op til 1,2 pct., og det brede europæiske aktieindeks ligger 0,9 pct. højere i middagshandlen.

De europæiske mineselskaber er også flyvende, efter rygter om at Kina arbejder på nye tiltag for at understøtte landets ejendomsmarked, da den nuværende politik ikke har kunnet fastholde et opsving i den pressede sektor.

Bloomberg News har bragt rygter om det potentielle tiltag med henvisning til personer med kendskab til sagen.

Underindekset for mineselskaber i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger med en stigning på 4,5 pct.

Her ligger svenske Boliden med et plus på 6,9 pct., og i London løftes Antofagata med 6,1 pct. og Anglo American med 5,7 pct.

SBB AMOK

Det svenske ejendomsselskab Samhällsbyggnadsbolaget (SBB) har taget kursraketten med et plus på 28,2 pct. til 4,41 kr., efter der interessen for at købe dele af det nødlidende og gældsramte selskabet skulle være vakt hos canadiske Brookfield.

Det skriver Bloomberg News.

Tidligere har selskabet bekendtgjort, at det ville sælge ejendomme for 6 mia. svenske kr. - svarende til omkring 4 mia. kr. - men nu tæller overvejelserne også et komplet salg af SBB .

8. maj blev kreditvurderingen for SBB sænket til junk hos kreditvurderingsbureauet S&P Global Ratings. Det er SBB 's gæld på 55 mia. kr. foruden fremtidsudsigterne, der ligger til grund for vurderingen.

Aktien i SBB toppede den 19. november 2021 i kurs 60,54 svenske kr. Siden er aktien dykket 92,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯