Få styr på de nye regler om forældrekøb

Udgivet den 04-06-2018  |  kl. 06:00  |  

 

Reglerne for overdragelse af et forældrekøb bliver ændret i forbindelse med, at boligskattereformen bliver implementeret. Der sættes en prop i de hidtidige regler om, at man kan overdrage et forældrekøb til 15 procent under den offentlige vurdering, der opfattes som et skattehul.

Skattehullet opstår, idet man normalt skal beskattes af avancen ved et ejendomssalg, såfremt man ikke selv har beboet boligen. Der ligger således en betydelig skatterabat i de hidtidige regler.

Hovedparten af forældrekøb er lejligheder, og idet skattereformen særligt strammer beskatningen af lejligheder, rammes forældrekøb altså både på den ene og den anden kind.

400 procent under niveau

De nye ejendomsvurderinger skulle være landet i postkassen 1. kvartal 2019, men er netop blevet forsinket, og sendes drypvist ud til boligejerne fra 2. kvartal 2019 og frem.

De nye vurderinger for lejligheder vil alt andet lige være højere end de nuværende. SKAT har tidligere oplyst, at man notorisk har undervurderet værdien af særligt grundene for etagebyggeri med op til 400 procent. Det betyder i sig selv, at det ikke er helt lige meget, om man benytter den nye eller gamle vurdering til overdragelse af forældrekøb, ligesom at det er helt slut med en skattebegunstiget overdragelse, når skattereformen er blevet endeligt implementeret.

Er det planen, at lejligheden skal overdrages til ens barn, eller hvem der nu måtte bebo lejligheden for at hjælpe ungdommen på vej, er rettidig omhu således ved at indfinde sig. Er ens lejlighed en projektlejlighed kan man stå i den situation, at man endnu ikke har en offentlig vurdering, og så må man væbne sig med tålmodighed, indtil den nye vurdering indfinder sig i e-boksen.

Rentefrit familielån

At skattehullet lukker, betyder formentlig, at vi vil se ganske mange familieoverdragelser af små og mellemstore lejligheder den kommende tid. Der kan således forventes travlhed og flaskehalse hos advokater, revisorer og andet godtfolk, der kan hjælpe sådanne handler på vej.

Ønsker man at sætte turbo på gavedelen i forbindelse med en overdragelse af forældrekøbslejlighed, kan lejligheden finansieres med et rentefrit familielån. Det kan eksempelvis være relevant, såfremt ens barn eller barnebarn endnu ikke er færdig med at studere og dermed ikke selv vil kunne finansiere ejerlejligheden.

Det er således muligt at låne et familiemedlem et beløb rentefrit, hvis der er tale om et reelt gældsforhold og at der oprettes et gældsbrev. Det vil sige, at der skal foreligge en aftale om, hvordan pengene skal betales tilbage i form af eksempelvis husleje (afdrag). Det er dog ikke nødvendigt, at der laves en afdragsplan for lånet. Lånet skal blot have en forfaldsdato.

Pengegave udløser gaveafgift

Det er vigtigt, at der ikke indskrives i gældsbrevet, at man årligt nedskriver gælden med afgiftsfrie pengegaver, gør man dette systematisk, vil det være at betragte, som en større pengegave og dermed udløse gaveafgift på 15 procent.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at man årligt har lov til, hvis man spontant skulle have lyst til det, at give sit barn en pengegave på 64.300 kroner per forælder (2018 sats). Er der tale om svigerbørn, er grænsen 22.500 kroner (2018 sats).

Ønsker begge forældre at give en årlig pengegave, kan det være en fordel med to familielån, således at der er klar adskillelse mellem, hvem gaverne er fra. Det er således muligt at nedskrive gælden løbende og på den måde give forskud på en eventuel arv uden, at det udløser beskatning.  Det er en konstruktion, der allerede i dag ofte ses i forbindelse med overdragelse af forældrekøb og mit gæt er, at dette er en konstruktion, som bliver meget populær det næste års tid.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯