Glunz/CEO: Har fyret 40 af ca. 240 medarbejdere

Udgivet den 18-04-2013  |  kl. 14:59  |  

Glunz & Jensen har i løbet af første kvartal, selskabets tredje regnskabskvartal af finansåret 2012/13, skåret ind til benet og fyret 40 ud af selskabets ca. 240 medarbejdere. Efter den store nedskæring i årets første måneder venter selskabets administrerende direktør, Keld Thorsen, blot, at der bliver behov for "løbende tilpasninger".

- Vi valgte at tage et pænt tiltag i februar måned, og det mener vi vil være tilstrækkeligt, og så vil der så være en løbende tilpasning, formentlig primært i forbindelse med noget naturligt afgang, siger Keld Thorsen til Ritzau Finans.

I Danmark har tiltaget betydet fyring af godt 10 personer, mens selskabet i Slovakiet har fyret knapt 30 ansatte. I Danmark har fyringerne primært ramt administrationen.

- Vi har forsøgt at holde vores kunderelaterede aktiviteter helt frie for det her, så vi kan give en rigtig god kundeservice. Så det er regnskab, it og interne administrative organisationer, hvor vi har forsøgt at slanke os, siger Keld Thorsen.

Afskedigelserne påvirker regnskabet for 1-3. kvartal negativt med 3 mio. kr., og ventes fuldt implementeret i indeværende regnskabsår. Effekten fra tiltaget ventes at komme fuldt ud i det kommende regnskabsår.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk