Hele Danmarks boligmarked: Det lysner over Fyn

Udgivet den 20-01-2018  |  kl. 06:00  |  
Villavej (Foto: Boligsiden.dk)

Villavej (Foto: Boligsiden.dk)

Artiklen her er den femte i temaet "Hele Danmarks Boligmarked", hvor Boligsiden.dk zoomer ind på boligmarkedet i landets 11 landsdele. Der bliver fokuseret på forhold, der er særlige for det specifikke område samt den seneste udvikling i priser, salgstal og udbud. Artikelrækken bliver løbende publiceret henover de kommende måneder.

"Alt hvad der ligger tæt på vandet i Svendborg er i høj kurs. Første række af huse ned til vandet er klart dyrere end anden række."

Sådan siger Jens Storm, der er indehaver, ejendomsmægler og valuar hos Home i Svendborg. Det er netop i den by, at man kan konstatere den største fremgang for det fynske boligmarked i det seneste år.

Her er den sydfynske by sprunget mere end 12 procent frem til en kvadratmeterpris på over 11.000 kroner, hvilket kun overgås af Odense, der også går frem og ligger på en sikker førsteplads med over 15.000 kroner i kvadratmeterpris i gennemsnit på villaer og rækkehuse.

Generelt er det gået i den rigtige retning og skal man i dag kunne kalde sig fynbo, skal man betale 16 procent mere per kvadratmeter for en bolig, end man skulle i 2012. En måling fra december 2012 viser, at der på hele Fyn i den måned blev handlet bolig for 276 millioner kroner. En måling for december 2017 viser at tallet nu er mere end fordoblet til over 568 millioner kroner.

En fremgang der primært ses i øens to største kommuner, Svendborg og Odense.

"Netop opsvinget i priserne på disse byer bekræfter en tendens, vi ser hele tiden. Det er byerne med den gode infrastruktur, der tiltrækker køberne. Med den nye motorvej mellem Odense og Svendborg kan man jo nemt arbejde i Odense – men bo i naturskønne Svendborg," forklarer Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Svendborg tilbyder natur og kultur

Den vurdering bakker Jens Storm op om, men han tilføjer, at netop det sydfynske øhav også har evnet at tiltrække folk fra eksempelvis København, da byen, foruden naturen, også har meget at tilbyde på det kulturelle område.

"Vi har fået spillesteder og festivaler og faktisk bliver der holdt, hvad der svarer til én koncert per dag året rundt. Vi har meget kultur, uden at det bliver en storby, og det betyder også noget," forklarer han.

Egentlig kom opsvinget til Sydfyn allerede i 2015, men her var der også en del boliger i udbud, der samlet set trak i den forkerte retning.

"I 2015 havde vi stadig en del sælgere, der hang i markedet. Deres huse kunne ikke sælges, da de ville have for meget, typisk for at komme af med deres gæld. I dag er der et bedre flow, fordi folk er mere realistiske, når de fastsætter pris," siger Jens Storm.

Noget kunne tyde på at man oplever noget tilsvarende på resten af Fyn. Sammenligner man tal fra 2012 og 2017, viser det, at mængden af nye boliger i salg er steget med over 27 procent.  Samme måling viser videre, at den samlede mængde boliger i udbud er faldet med 11 procent.

Et kig i spåkuglen for 2018 tegner lyst for boligmarkedet på Sydfyn – og Fyn generelt. Det er noget helt andet, der kan bekymre Jens Storm.

"Min frygt for 2018 kunne godt være, at vi ejendomsmæglere ender med at konkurrere på vores salær, når vi skal kapre boliger, vi kan sælge - i stedet for at konkurrere på tilfredshed, salgstid og initiativer, som vi plejer," siger han.

Se det aktuelle udvalg af boliger til salg på Fyn via linket her.

Fakta om Fyn
- Landsdelen dækker kommunerne Odense, Svendborg, Middelfart, Kerteminde, Nyborg, Nordfyn, Faaborg-Midtfyn, Assens og Langeland.

- Landsdelen grænser op mod Vest- og Sydsjælland mod øst og Sydjylland mod vest.

- Indbyggere i fjerde kvartal af 2017: 496.093 (tal fra Danmarks Statistik).

10 nøgletal for boligmarkedet i Østsjælland i oktober 2012 og oktober 2017 (villaer og rækkehuse)

*Nøgletal 2012 2017 Ændring i %
Salgspris, kr. per m2 8.979 10.305 16,4%
Salgstid, dage 245 197 19,3%
Solgte, antal 213 327 53,5%
Solgte, kr. 276.099.968 568.765.001 106,0%
Salgsprocent 66.0% 66,7% 0,6%
Nedslag, kr. per m2 824 574 -30,3%
Udbud, antal 4.434 3.911 -11,8%
Nye til salg, antal 232 295 27,2%
Udbudspriser, kr. per m2 11.189 11.733 4,86%
Liggetider, dage 699 368 -47,4%

*Alle nøgletal er hentet fra Boligsiden.dk's udbudsstatistik, Boligsiden.dk's opgørelse af handelsaktivitet og fra Boligsidens Markedsindeks.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Tysk fragtselskab var under pres før regnskab mens GN vandt frem
17:45 Dommer giver Trump ny bøde i tys-tys-sag og truer med fængsel
17:36 Paramount stryger til tops efter købsbud fra Sony og Apollo
17:26 Gubra opjusterer forventningerne til 2024
17:10 Mandagens obligationer: Renter fortsatte ned efter fald i europæiske producentpriser
17:04 Mandagens aktier: Demant blev bundprop mens GN tronede i toppen af grønt indeks
15:53 Robinhood får påtale af amerikansk børssherif
15:47 USA/åbning: Udsigt til lavere renter giver positive investorer med plus til Paramount
14:43 USA/tendens: Udsigt til lavere renter giver positive investorer - plus til Paramount
14:04 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:55 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:20 Europa/aktier: Tysk fragtselskab under pres før regnskab - GN vinder frem i grønt Europa
11:42 Obligationer/middag: Rentefald fortsætter efter fald i europæiske producentpriser
11:34 Aktier/middag: Demant er bundprop i fladt C25 efter skuffende regnskab
11:19 Mærsk ser omvej uden om Afrika æde store dele af industriens kapacitet
11:05 Eurozonens producentpriser faldt mere end ventet i marts
10:29 Jysnek Bank kalder Danske Bank-kursfald fredag for "overdreven reaktion på udlodning"
10:08 ALK får lagt 25 pct. oven i kursmålet hos Danske Bank
09:19 Demants topchef: Både markedet og os selv er kommet lidt langsomt i gang i detail
09:13 Aktier/åbning: Demant sendt til bunds efter skuffende opdatering