Noble kom stærkt fra start i første kvartal - prognosen fastholdes

Udgivet den 08-05-2023  |  kl. 08:08  |  
Arkiv: Foto

En gradvis stramning af udbuddet af olierigge til havs bidrog i første kvartal til en betydelig fremgang på både top- og bundlinje for Noble.

Amerikanske Noble, der sidste år fusionerede med Maersk Drilling, tæt på tredoblede sin toplinje i første kvartal og både indtjeningen og bundlinjen viste overskud mod et underskud i samme periode sidste år.

Omsætningen var bedre end ventet, mens den justerede indtjening per aktie stemte overens med analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News.

- Den gradvise stramning af markedsvilkårene for offshore-boringer skaber attraktive muligheder for at sikre forbedrede kontrakter til vores flåde, skriver Noble i forbindelse med regnskabet torsdag aften.

Navnlig markedsvilkårene for boringer på dybt vand strammes, siger administrerende direktør Robert Eifler ifølge Bloomberg News. Topchefen påpeger, at tæt på 95 pct. af markedets kapacitet udnyttes for øjeblikket.

- Derfor ventes trenden med støt stigende dagsrater og udvidede kontraktvarigheder for ultradybvandsboringer at fortsætte, lyder forventningen.

Noble omsatte i første kvartal for 610,1 mio. dollar, hvilket var noget mere end konsensus blandt analytikerne på 537,6 mio. dollar. Det var dertil væsentligt over sidste års toplinje på 210,2 mio. dollar.

Det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, landede på 107,1 mio. dollar mod et driftsunderskud på 34,6 mio. dollar i samme kvartal året før. På bundlinjen stod i første kvartal af 2023 et overskud 108,1 mio. dollar mod et underskud på 36,7 mio. dollar i samme kvartal sidste år.

Den justerede indtjening per aktie landede på 17 cent i kvartalet, hvilket var helt som ventet af analytikerkorpset.

Noble fastholder sine forventninger til 2023 om en omsætning på 2350-2550 mio. dollar samt et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger på 725-825 mio. dollar. Endvidere venter olieserviceselskabet at investere for mellem 325 og 365 mio. dollar i 2023.

Tabel for Nobles regnskab for første kvartal af 2023:

Mio. dollar Q1 2023 Q1 2022* FY 2022*
Omsætning 610,1 210,2 1413,8
EBITDA før særlige poster 107,1 -34,6 228,8
Nettoresultat 108,1 -36,7 168,9

* Nobles og Maersk Drillings fusion blev først gennemført i oktober 2022.

Nobles forventninger til 2023:

Mio. dollar Ved Q1 2023 Ved Q4 2022
Omsætning 2350-2550 2350-2550
Justeret EBITDA 725-825 725-825

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Profit warning❯  Report❯  Shares❯  main text❯