Rockwool/Jyske: Løfter kursmålet efter opjustering og stærk drift i andet kvartal

Udgivet den 01-08-2023  |  kl. 08:38  |  
Arkiv: Foto

Rockwool har fået løftet sit kursmål hos Jyske Bank, efter at isoleringskoncernen i juli opjusterede forventningerne og fremlagde foreløbige tal for andet kvartal.

Opjusteringen kom 6. juli og blev begrundet med en stabilisering samt en afdækning af energiomkostningerne.

Isoleringskoncernen venter således nu en driftsmargin på 12 pct. mod tidligere ventet 10 pct.

Selv om den tidligere prognose ifølge Jyske Banks analytiker Janne Vincent Kjær var til den konservative side, lover størrelsen på opjusteringen godt.

- Det lover godt for indtjeningsevnen gående ind i 2024, hvor volumenvæksten forventes at vende tilbage, skriver analytikeren.

I analysen fremhæves også den foreløbige opgørelse af EBIT-marginen i andet kvartal på 14,5 pct.

- Det er markant mere, end både vi og markedet havde ventet, skriver Janne Vincent Kjær og påpeger, at konsensus i markedet lå på 11,0 pct.

- Og med en EBIT-margin på 13,3 pct. i første halvår, er der fortsat efterladt plads til, at EBIT-marginen kan falde til 10,7 pct. i andet halvår. Rockwool er dog traditionelt forsigtig med sine udmeldinger, og ambitionen er formentlig fortsat at levere en EBIT-margin på over 12 pct. i 2023, skriver analytikeren.

Kursmålet for aktien i Rockwool er hævet til 2200 kr. fra tidligere 1920 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Isoleringskoncernens aktie faldt mandag 1,6 pct. til 1824,50 kr. på børsen i København.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯