USA/lukning: Endelig aktiefremgang - men ikke til Tesla - Nvidia i top

Udgivet den 23-04-2024  |  kl. 06:32  |  

Efter tre uger i træk med kursfald til de amerikanske aktier blev den nye uge åbnet med kursfremgang mandag.

Det niveau står til at fortsætte, når det amerikanske aktiemarked i New York åbner senere på dagen. Futures for de toneangivende aktieindeks handles mellem minus 0,1 pct. og uændret.

I virkeligheden var mandagens aktieplusser før stormen, for ugen vil byde på et hav af regnskaber i det amerikanske. Også fra flere af de "syv kæmper", de allerstørste teknologiselskaber, som særligt har trukket markedet frem siden den seneste bund i oktober 2022, med tal fra blandt andet Tesla, Microsoft og Googles ejer, Alphabet.

Det brede S&P 500-indeks, som ellers var faldet hver af de foregående seks handelsdage, steg mandag med 0,9 pct., mens Dow Jones blev løftet 0,7 pct., og Nasdaq gik mest frem med 1,1 pct.

- Regnskaberne bevæger sig nu frem på scenen, siger Matt Maley, chefstrateg hos Miller Tabak + Co., til Bloomberg News.

- Ignorer data omkring, hvor mange selskaber slår forventningerne til indtjeningen. Prognoserne skal være gode nok til hæve konsensusestimaterne tilstrækkeligt for både 2024 og 2025, hvis aktiemarkedet skal komme reelt igen.

S&P 500 ligger trods stigningerne mandag 4,5 pct. under sin seneste rekord fra slutningen af marts.

FOKUS PÅ STORE TEKNOLOGIAKTIER

Fokus i denne uge vil især være på de syv teknologikæmper, "Magnificent Seven". Forventningen til dem er, at de i første kvartal har løftet deres indtjening med 38 pct. på årsbasis.

Den schweiziske investeringsbank UBS sænkede dog netop mandag sin anbefaling af de seks af dem, det vil sige Apple, Alphabet, Amazon, Microsoft, Meta Platforms og Nvidia, for banken regner ikke Tesla for et rigtig teknologiselskab, til neutralt niveau.

- Indtjeningsmomentum er ved at blive tydeligt negativ efter en kraftig stigning i indtjeningsvæksten, kommenterer Jonathan Golub, chefstrateg hos UBS, ifølge Bloomberg News.

TESLA DYKKEDE IGEN

I S&P 500-indekset var det it-aktierne, der klarede sig bedst med et plus på 1,3 pct., mens finans fulgte lige efter med et løft på 1,2 pct.

Der var også fremgang til cyklisk forbrug på 0,7 pct. og til kommunikationsservice på 0,4 pct., mens råvarer og materialer lukkede ledet med et plus på 0,1 pct.

Det var chipkæmpen Nvidia, der bidrog mest til at løfte markedet med en fremgang på 4,4 pct. I samme sektor steg Microsoft også 0,5 pct., mens Apple blev løftet tilsvarende.

Salesforce steg desuden 1,3 pct., efter nyheden om at softwareselskabet ikke kan blive enige med Informatica om en pris for en overtagelse, og sidstnævnte tabte derfor 10,5 pct.

I cyklisk forbrug havde Tesla det dog atter svært mandag med et minus på 3,4 pct. Det fulgte i kølvandet af weekendens nyhed om, at elbilproducenten har sænket priserne på sine biler på en lang række markeder, herunder i USA, i Kina og i Tyskland. Ifølge finanshuset Evercore ISI kan det betyde, at selskabet ikke længere vil kunne tjene penge i Kina.

Det var syvende dag i træk, at Teslas aktie faldt, og den har nu mistet 43 pct. siden nytår.

I samme sektor steg konkurrenten Ford omvendt 6,1 pct., mens Amazon gik frem med 1,5 pct.

Verizon havde det til gengæld svært mandag med et fald på 4,7 pct. efter sit kvartalsregnskab. USA's største mobilselskab leverede en bedre end ventet bundlinje, mens toplinjen derimod var en tand under.

Ligeledes i kommunikationsservice var der onsdag imidlertid fremgang til Alphabet på 1,4 pct. Investorerne håber her på, at regnskabet senere på ugen vil indeholde nyheden om, at Google-ejeren vil begynde at udbetale dividende. I samme sektor løftedes Meta Platforms desuden 0,1 pct.

Unitedhealth, USA's største sygekasse, tabte mandag 2,0 pct., men medicinaldistributøren Cardinal Health mistede mest i hovedindekset med et fald på 5,0 pct. efter et tabt kontrakt hos netop Unitedhealth.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:44 Europa/aktier: Rockwool endte i toppen af let stigende Stoxx 600
17:05 Trump Medias revisor anklages for omfattende svindel af de amerikanske børsmyndigheder
17:04 Fredagens aktier: Positiv ugeafslutning efter jobtal, regnskaber og Rockwool-opjustering
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald tiltog i styrke efter jobtal fra USA
16:15 Rockwool i stærk start på 2024: Estimaterne skal op, mener Jyske
15:32 USA/åbning: Jobtal giver ekstra vitaminboost til amerikanske aktier fra børsstarten fredag
14:57 Økonomer om amerikanske jobtal: Opbremsning er et skridt i den rigtige retning
14:54 Valuta: Dollar svækkes efter opbremsning i jobskabelsen i USA
14:37 C25 går lodret op og renter ned efter svage jobtal fra USA
14:35 Amerikansk rapport viser lavere jobskabelse og lønstigninger end ventet
14:00 USA/aktier: Apple står til stor gevinst fra start - jobtal er dagens joker
13:49 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter stærkt kvartal
13:17 Pandoras bestyrelsesformand sælger aktier for knap 5,7 mio. kr.
13:04 Ørsteds bestyrelsesformand købre aktier for knap en halv mio. kr.
13:01 Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
12:48 Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i stigende Stoxx 600
12:22 Obligationer/middag: Renterne er trukket lidt ned før jobtal fra USA
11:49 Danske Banks aktie presses ekstra af skuffelse over kommentarer om aktietilbagekøb
11:48 Aktier/middag: Danske Bank og Novo trækker C25 i rødt
10:49 ALK's topchef om optimeringsplan: Skal sikre råderum til investeringer og bedre bundlinje