Valuta: Forsøg på afblæst rentefest styrker dollar

Udgivet den 15-12-2023  |  kl. 15:24  |  

Den amerikanske dollar bliver fredag pludselig styrket, efter at chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i New York, John Williams, har forsøgt at stikke en kæp i hjulet på markedets renteoptimisme.

Fredag eftermiddag lyder det fra John Williams, at der ikke er udsigt til rentenedsættelser lige her og nu.

Han kalder det samtidig for tidligt at tale om rentesænkninger til marts.

- Som formand Powell sagde, er spørgsmålet: Har vi fået pengepolitikken i et tilstrækkeligt restriktivt niveau for at sikre, at inflationen kommer tilbage på 2 pct.?, siger John Williams.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, styrkes til 102,52 mod 102,18 umiddelbart før hans kommentarer.

Dollar ligger dog fortsat svagt målt på indekset, efter den amerikanske centralbanks rentemøde onsdag. Federal Reserve fastholdt onsdag i forbindelse med sit rentemøde sin ledende rente i niveauet 5,25-5,50 pct., men løftede samtidig sløret for sin kvartalsmæssige prognose, hvori tre rentesænkninger i det nye år indgik.

Torsdag eftermiddag lå dollarindekset i 101,92.

I krydset mellem euro og dollar tager den amerikanske valuta også lidt af det tabte tilbage. Der går fredag eftermiddag 1,0916 dollar på en euro mod 1,0994 torsdag.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Forex❯