Valuta: Fredelig ugestart med blot små kursudsving

Udgivet den 29-01-2024  |  kl. 06:32  |  

Som så ofte før starter ugen med blot små udsving på valutamarkedet mandag, hvor investorerne gør status over de seneste amerikanske økonomiske data forud for den amerikanske centralbank, Federal Reserves pengepolitiske møde senere på ugen.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen ved 6.15-tiden i 103,53 mod 103,37 ved 17-tiden fredag eftermiddag og mod 103,29 for en uge siden.

Fredagens inflationsdata viste, at de amerikanske priser steg i et moderat tempo i december, og fastholdt den årlige stigningstakt under 3 pct. for tredje måned i træk, hvilket forstærker forventningerne om, at rentenedsættelser fra Federal Reserve står på programmet i år.

Det er på trods af, at stærke økonomiske data og retoriske meldinger fra diverse topfolk fra den amerikanske centralbank har fået markedet til at justere forventningerne.

Der prissættes i øjeblikket en 48 pct. sandsynlighed for en rentenedsættelse i marts, ifølge CME Fedwatch, sammenlignet med en sandsynlighed på 86 pct. i slutningen af december, hvor forventningerne var højest.

- Markedet erkender, at stramningscyklussen er forbi. De vendte dog hårdt omkring og prissatte aggressive lempelser hos de fleste G10-centralbanker, siger chefstrateg Marc Chandler fra Bannockburn Forex ifølge Reuters.

Federal Reserves to-dages pengepolitiske møde starter tirsdag og afsluttes onsdag.

Banken ventes i vid udstrækning forventes at fastholde renterne og dermed rettes fokus mod Federal Reservechef Jerome Powells kommentarer på det efterfølgende pressemøde.

- Denne uges møde burde være ligetil. Der er ringe grund for FOMC til at foretage meningsfulde ændringer i erklæringen, siger chefanalytiker Paul Mackel fra HSBC i Hongkong til Reuters.

FOMC er Federal Reserves pengepolitiske udvalg Federal Open Market Committee.

- Fokus vil være på centralbankchef Powells overvejelser om potentielle ændringer i Federal Reserves balance, og om tempoet i de kvantitative stramninger skal aftage, og i givet fald hvornår, vurderer Paul Mackel.

Selv om Federal Reserve står til at reducere renten, er banken fortsat i fuld gang med at reducere balancen gennem salg af de mange statsobligationer, som blev opkøbt under den flere år lange nul-renteperiode, og som pumpede likviditet ud i det finansielle system.

Ud over det monetære møde i Federal Reserve står der en lang række økonomiske data fra nær og fjerne på tapetet i indeværende uge, hvor PMI-indeks fra en række lande og inflationstal fra eurozonen blander sig med den vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

Dollar koster mandag morgen 148,15 yen mod 148,08 yen fredag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0845 dollar mod 1,0864 dollar fredag eftermiddag, og pund koster 1,2700 dollar mod 1,2722 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet