Vestas modtager ordrer på i alt 145 MW fra Kina

Udgivet den 31-10-2006  |  kl. 13:19  |  

Vestas har modtaget ordrer på i alt 145 MW bestående af 50 stk. V80-2,0 MW vindmøller og 53 stk. V52-850 kW møller til to vindkraftprojekter i Kina.

Det fremgår af en børsmeddelelse tirsdag.

Ordrerne er modtaget fra henholdsvis Longyuan Pingtan Wind Power Co., Ltd. og Huaneng Shantou Wind Power Co. Ltd.

Begge selskaber er statsejede elselskaber og developere, og er blandt ’de fem store’ i Kinas elsektor.

Ordrerne omfatter levering og idriftsættelse af vindmøllerne. Levering af møllerne påbegyndes i Q4 2006, og idriftsættelse af vindkraftværkerne er planlagt til at finde sted i løbet af 2007. Projekterne er beliggende på øerne Pingtan og Nanao, i den sydøstlige provins Fujian.

- Vi glæder os over at indgå disse kontrakter med Longyuan og Huaneng. Kontrakterne markerer en ny stor milepæl i vores nuværende gode forhold med Longyuan og Huaneng, siger Thorbjørn N Rasmussen, adm. direktør for Vestas Asia Pacific og fortsætter:

- Det er yderst vigtigt for vores kunder, at de har nogle meget effektive og driftsikre vindmøller, som egner sig til de specifikke vindforhold. Longyuan og Huaneng har begge erfaring inden for drift af vindkraftværker med en portefølje på henholdsvis mere end 500 og 350 MW, så vi er meget stolte over at være deres foretrukne valg.

Ovennævnte ordrer påvirker ikke Vestas-koncernens forventninger til 2006.

Udgivet af: NPinvestordk