Alm. Brand/CEO: Stadig langt til samlet plus i banken

Udgivet den 25-08-2016  |  kl. 14:27  |  

Alm. Brand-koncernens tidligere så problembehæftede bankforretning gav overskud i andet kvartal, og prognosen for hele 2016 er fortsat et nettoplus på 50 mio. kr.

Det vækker naturligvis glæde efter en lang årrække med skyhøje nedskrivninger og en styrtblødende bundlinje, men der er endnu lang vej, før bundlinjen i Alm. Brand Bank kan modsvare den kapital, som moderselskabet har skudt ind i den slunkne kasse gennem en årrække frem til 2013.

- Hvis vi kigger på den fremadrettede bank, er resultatet klart bedre end for et år siden. Vi er nu kommet ind i en periode med vækst i bankdelen. Der skal dog stadig mange flere kunder og mere volumen til, før bundlinjen bliver fornuftig i forhold til den kapital, der er bundet i banken, siger Søren Boe Mortensen, der er administrerende direktør hos Alm. Brand, til Ritzau Finans.

Han hæfter sig ved en fremgang på 13 pct. i kundeantallet over det seneste år, mens også udlånet er gået frem med 7 pct. Samtidig har det - trods underskud de seneste to hele regnskabsår - ikke været nødvendigt at skyde flere penge i banken, og det vidner om en vending.

- Selv om vi havde meget store underskud i banken i 2014 og 2015, havde vi ikke behov for mere kapital, fordi vi samtidig nedbragte balancen så voldsomt, som vi gjorde. Men det akkumulerede tab over årene er på omkring 5 mia. kr. Det tal skal man korrigere for et skattemæssigt underskud, som vi har kunnet sælge til resten af koncernen, men i hvert fald omkring 75 pct. af det beløb er der blevet skudt ind i banken, siger Søren Boe Mortensen.

- Aktiviteten i den fortsættende bank er klart stigende, men vi skal have volumen op, så der også bliver noget tilbage til aktionærerne, fortsætter Alm. Brand-topchefen.

AFVIKLINGSBANK I GOD KONTROL

Også den del af Alm. Brands bankforretning, der er under afvikling, klarede sig hæderligt i andet kvartal, hvor resultatet blev et rundt nul mod et underskud på 78 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Og det skyldes snarrådighed omkring særligt landbrugsaktiviteterne, der er det største problembarn i den del.

- Landbruget så vi allerede sidste år som det store problembarn, og billedet er bestemt ikke blevet bedre i år, men det havde vi forudset, og derfor tog vi de nødvendige nedskrivninger allerede sidste år, siger Søren Boe Mortensen som forklaring på resultatfremgangen.

LAVE RENTER BAG LILLE NEDJUSTERING

For hele 2016 nedjusterer Alm. Brand - trods andet kvartals overskud - forventningerne til resultatet i bankforretningen, hvor der nu ventes et plus på 50 mio. kr. mod et tidligere ventet overskud på 70 mio. kr.

Og det skyldes primært overoptimisme i starten af året.

- Da året startede, havde vi en naiv forhåbning om, at vi måske ville få nulrenter i stedet for negative renter i Nationalbanken, men det holdt så ikke, siger Søren Boe Mortensen.

Generelt set er topchefen dog stolt over vendingen i banken, som han også i høj grad selv er ambassadør for. Ved flere lejligheder, da krisen kradsede aller hårdest, blev direktøren nemlig spurgt, om det ikke bedre kunne betale sig at kaste håndklædet i ringen og opgive den tilsyneladende synkende skude.

Men det afviste Søren Boe Mortensen med en kommentar om, at Alm. Brand selv havde skabt problemerne gennem ønsket om at være et samlet finanshus, og at det derfor også var ledelsens opgave at redde sig ud af moradset igen. Og for den indsats, der nu ser ud til at være lykkes - med forventningen om overskud i 2016 - får hele medarbejderstaben cadeau fra topchefen.

- Der er ingen tvivl om, at vi er rigtig tilfredse med at kunne vise overskud i 2016. Det har vi sagt i flere år, at vi gik efter netop i år. Det, at det ser ud til at lykkes, er et kæmpe cadeau til min bankdirektør og alle medarbejderne. I løbet af de her år er der arbejdet rigtig meget og rigtig hårdt med tingene, og det giver også ekstra motivation, siger Søren Boe Mortensen.

- Nu kan man for alvor se, at der begynder at ske noget med kunde- og udlånsvækst. Det giver basis for en rigtig flot udvikling i de kommende år, er jeg sikker på, fortsætter Alm. Brand-topchefen.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  CEO❯ 

Seneste nyheder

17:59 Britisk olieserviceselskab falder 34 pct. til laveste niveau nogensinde
17:49 Europa/lukning: Philips på himmelfart og tæv til Deutsche Bank i lysegrønt marked
17:02 Mandagens aktier: Forårsstemning med mest grønt til Demant og Mærsk
17:00 Mandagens obligationer: Renten fortsatte ned efter godt inflationsnyt fra Tyskland
16:21 Saxo Bank får otte påbud efter tilsynsbesøg: "Bliver håndteret med største alvor"
16:01 Tesla-aktie sendes op med 10 pct. efter foreløbig godkendelse i Kina
15:41 Norden-topchef køber aktier for 1,5 mio. kr.
15:40 USA/åbning: Tesla og Apple sørger for fortsættelse af den grønne bølge
15:16 Bavarian har startet løbende registreringsansøgning i USA for nyt vaccinehåb
15:11 Valuta: Yen styrket mod dollar med mistanke om intervention
14:49 Analytiker overrasket over "krævende" estimater for Vestas' indtjening og ordrer
14:44 USA/tendens: Tesla har udsigt til solid medvind på endnu en grøn dag
14:16 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
14:07 Analytikere inden Carlsberg-regnskab: Opjustering kan være på tapetet senere i år
14:04 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
13:53 Europa/aktier: Philips i voldsom stigning efter forlig
11:42 Obligationer/middag: Renten fortsætter ned med fokus på inflationstal
11:24 Aktier/middag: Forårstemningen fortsætter med Demant i topform
11:13 ECB's Wunsch opfordrer til varsomhed med rentekommunikationen
10:37 Svensk økonomi sidder fortsat fast i recession - fjerde kvartal i træk med negativt BNP