Fortsat faldende ledighed i Danmark

Udgivet den 25-01-2007  |  kl. 09:35  |  

Fra november til december faldt ledigheden med 2.300, korrigeret for sæsonudsving og omregnet til fuldtidspersoner. Ledigheden er nu nede på 107.300 fuldtidspersoner, svarende til 3,9 pct. af arbejdsstyrken.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Ledigheden har været jævnt faldende siden december 2003, hvor den toppede med 186.100. Ledigheden er således faldet med 78.800 eller 42 pct. I gennemsnit er ledigheden faldet med 2.200 fuldtidspersoner hver måned siden udgangen af 2003. Alene inden for de seneste 12 måneder er ledigheden faldet med 25 pct

Siden september er ledigheden udelukkende faldet for de forsikrede (dvs. medlemmer af en a-kasse). Faldet blandt de forsikrede er på 9.800 fuldtidsledige. For de ikke-forsikrede er ledigheden derimod steget med 200 fuldtidsledige.

Ledigheden er siden september faldet i alle områder på nær Københavns Kommune og Bornholms Kommune. De største relative fald ses i Ringkøbing Amt, Vejle Amt og Viborg Amt. For hele landet er den sæsonkorrigerede ledighed gennemsnitligt faldet med 9.600 siden september.

Siden december 2005 er den samlede faktiske ledighed faldet med 31.900, til 96.800 eller 3,5 pct. af arbejdsstyrken. Den laveste relative faktiske ledighed findes i Ribe Amt med 2,2 pct., og den højeste findes på Bornholm med 7,6 pct. af arbejdsstyrken.

Udgivet af: NPinvestordk