OW Bunker/Jyske: Aktien bør koste 130 kr. - NY

Udgivet den 19-03-2014  |  kl. 12:01  |  

Investorerne bør kigge imod den lavere ende af det interval, som OW Bunker vil udstede aktier i som led i selskabets forestående børsnotering.

Det mener Jyske Banks analytiker Frans Høyer, der i en analyse af bunkerselskabet peger på, at selskabet bør værdiansættes til mellem 4,5 og 5,0 mia. kr., og at aktien bør koste 130 kr.

OW Bunker offentliggjorde tirsdag prospekt med et udbudsinterval på 120 til 150 kr. per aktie. Det vil værdisætte selskabet til mellem 4,4 og 5,5 mia. kr.

Frans Høyer ser en pæn fidus i, at OW Bunker er markedsledende sammen med konkurrenten World Fuel Services. Dermed nyder OW Bunker blandt andet godt af, at rederierne med de større bunkerregninger in mente flytter deres indkøb fra lokale leverandører til større spillere med global rækkevidde.

- Denne proces kan løbe mange år endnu, pointerer analytikeren.

Samtidig har de store olieselskaber outsourcet en del af distributionen af bunkerbrændstof og fokuserer på efterforskning, udvikling, produktion og raffinering.

- De ser en fordel i at komme af med distributionsomkostningerne og debitorrisikoen til gengæld for den lidt lavere men konkurrencedygtige pris, de får fra selskaber som OW Bunker, skriver Frans Høyer.

Jyske Banks værdiansættelse af OW Bunker er baseret på en sammenligning med World Fuel Services, som handler på 10 gange den forventede driftsindtjening, EBITDA, i 2014.

Udbudsperioden for OW Bunker-aktierne løber fra 20. marts til 1. april.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk