USA/åbning: Positive nøgletal blæser optimisme til vægs

Udgivet den 18-04-2024  |  kl. 15:59  |  

Et markant overraskende løft i aktivitetsindekset Philadelphia Fed for april er sammen med en mindre tilgang af nytilmeldte ledige i USA i sidste uge overtrumfer fra børsåbningen i New York torsdag eftermiddag de ellers positive impulser fra taiwanesiske TSMC.

Det taiwanske selskab er verdens største producent af halvledere og leverandør til store amerikanske teknologiselskaber som Apple og Nvidia, og frem til børsåbningen fik regnskabet fra selskabet de amerikanske aktiehandlere til at vende fire dages negativ udvikling på børserne i New York i positiv retning.

Men kort efter åbningen er udviklingen kun nølende positiv med et lille plus på 0,04 pct. for det brede S&P 500-indeks, mens det teknologidominerede - og rentefølsomme Nasdaq-indeks taber 0,2 pct. De tunge aktiers Dow Jones-indeks stiger 0,4 pct.

For S&P 500-indekset er der tale om en svag vending efter fire handelsdage i træk med fald motiveret af stadigt mere skuffende udsigter for tidspunktet og størrelsen af de ventede amerikanske rentesænkninger, i forlængelse af nøgletal der viser en robust udvikling i den amerikanske økonomi.

Torsdag gjaldt det erhvervslivets aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia som i april en overraskende stor stigning 15,5. Måneden før lå indekset i 3,2. Økonomerne havde ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg ventet et indeks på 2,0.

Samtidig blev det oplyst at 212.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var dermed lidt færre nytilmeldte ledige end ventet. Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg var der blandt økonomerne ventet 215.000 nye ledige.

TENDENSEN FRA TAIWAN

TSMC sikrede sig for årets tre første måneder den første fremgang i overskuddet i et år, skriver Bloomberg News.

TSMC omsatte i første kvartal for 592,64 mia. taiwanske dollar. Det svarer til lige over 128 mia. kr. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet 583,46 mia. taiwanske dollar, og driftsresultatet voksede i første kvartal 7,7 pct. til 249,02 mia. taiwanske dollar mod ventet 240,87 mia. taiwanske dollar.

Det var ventet, at regnskabet ville påvirke handlen med de store amerikanske teknologiselskaber positivt. Og i den indledende handel stiger Advanced Micro Devices og Nvidia henholdsvis 0,7 pct. og 0,8 pct., mens Micron Technology slingrer omkring uændret.

REGNSKAB FRA NETFLIX FORUDE

Derudover ventes der torsdag opmærksomhed til streamingtjenesten Netflix, som fremlægger regnskab efter amerikansk børslukning. Aktien ligger 0,4 pct. lavere efter de første handler.

Alcoa, kom med regnskab onsdag efter amerikansk børslukketid og steg 3,2 pct. i eftermarkedet. Aluminiumsproducenten realiserede i årets første tre måneder en omsætning på 2,60 mia. dollar, mens der ifølge Bloomberg News var ventet en omsætning på 2,55 mia. dollar. Det justerede driftsoverskud, EBITDA, blev samtidig på 132 mio. dollar mod konsensus på 113 mio. dollar.

I den indledende handel stiger Alcoa 1,0 pct.

Også kasinoselskabet Las Vegas Sands kan vente opmærksomhed hen over dagen, efter et regnskab for første kvartal der ikke helt tilfredsstiller investorerne. Det er operationen i Macao, der skuffer. Og det kan vare ved at stykke tid endnu, da renoveringer her trækker ud, oplyser Las Vegas Sands, som taber 6,2 pct. i de første handler.

Den altid opmærksomhedsskabende aktie i Trump Media & Technologi falder i indledningsvist 4,9 pct. efter at et plus på 15,6 pct. onsdag gav en pause i en ellers trist udvikling for aktien siden slutningen af marts.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯