Hussalget i august slog sidste års rekord

Udgivet den 25-09-2016  |  kl. 06:00  |  

Villavej. Foto David Buchmann (Boligsiden.dk)

Der er i den grad fyret op under boligmarkedet med historisk lave renter, der nu er nede på bare 1,5 procent fastforrentet. Og der var kontant afregning hos boligkøberne, der kvitterede med at købe knap 150 flere villaer og rækkehuse i august end i samme måned sidste år.

 

Trods et bragende godt augustsalg viser nye tal fra Boligsiden.dk dog, at der året til dato er solgt lidt færre huse end i samme periode sidste år. Det skyldes primært udviklingen på boligmarkedet i marts måned 2015, hvor exceptionelt mange villaer og rækkehuse skiftede ejer.

 

I marts 2015 blev der solgt knap 4.200 huse; næsten dobbelt så mange som i samme måned i 2011. Når der i marts i år blev solgt knap. 3.600 huse, er det stadig langt over forrige års niveauer, selvom det ikke kan hamle op med fantomsalget i 2015.

 

"De mange hussalg er i høj grad affødt af den lave rente; især i marts sidste år, hvor renten dykkede første gang, men også lige nu. Det betyder også, at der er stor usikkerhed omkring udviklingen i boligpriserne og handelsaktiviteten, i det øjeblik renten stiger", siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

 

Udvikling i salget af villa/rækkehuse - januar- august

2010: 20.900

2011: 18.300

2012: 19.600

2013: 21.200

2014: 22.800

2015: 29.000

2016: 28.400

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯