Aktier/åbning: Trækker stikket efter kraftig optur

Udgivet den 08-11-2013  |  kl. 09:27  |  

Investorerne er fredag morgen igen tungest repræsenteret på salgssiden, og det betyder, at markedet falder yderligere tilbage fra de rekordhøje niveauer tidligere på ugen. Men selvom der er langt mellem de sorte tal blandt de største aktier på fondsbørsen i København, er udsvingene generelt beherskede.

C20 Cap ligger kort efter åbningen 0,6 pct. lavere i niveau 650,58 efter at have sat rekord onsdag. Kun DSV ligger i plus, og det er med marginale 0,1 pct. i 162,4 kr. Alle øvrige C20-aktier mister lidt terræn.

Det kommer dog ingenlunde som nogen overraskelse, at markedet vender snuden nedad. Det afspejledes allerede tidligt af udviklingen i Asien, hvor futures på de europæiske aktieindeks pegede mod indeksfald.

- Vi skal lavere, og det vil være i omegnen af en halv procent eller lidt mere. Noget af det, der er med til at sende markedet ned, er, at vi fik et bedre end ventet BNP-tal fra USA i går. De gode tal kan have øget nogles frygt for en fremskyndelse af den amerikanske centralbanks nedtrapning (af økonomiske stimuli, red), også selvom årsagen var lageropbygning, sagde Jesper Bamberger, aktierådgiver i Nordea, før åbningen og tilføjede, at væksten ikke var så imponerende, når der korrigeres for lageropbygning.

- Desuden er aktierne steget en del, hvilket kan give en god grund til at tage lidt gevinster hjem, tilføjede Jesper Bamberger, der forventer et afventende marked frem til jobrapporten fra USA kl. 14.30 dansk tid.

I bunden af C20 finder man Lundbeck, der sætter sig 2,0 pct. til 115,70 kr. efterfulgt af FLSmidth, der sætter sig 1,7 pct. til 273,4 kr. Exane BNP Paribas har hævet anbefalingen af FLSmidth til "neutral" fra "underperform".

Tyske Commerzbank skruer op for sit kursmål for den danske vindmølleproducent Vestas efter regnskabet for tredje kvartal onsdag. Commerzbanks nye kursmål lyder på 130 kr. mod tidligere 94 kr., men den negative anbefaling "reducer" fastholdes. Vestas er åbnet 1,2 pct. lavere i 159,10 kr.

ALK-Abelló stiger 0,8 pct. til 523 kr. efter offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal 2013, som viste en omsætning på 509 mio. kr. - næsten som ventet af analytikerne, ifølge SME Direkt. Til gengæld var driftsresultatet (EBIT) bedre. Det viste et plus på 17 mio. kr. mod et ventet minus på 12 mio. kr.

- Det er ALKs spareprogram, der begynder at slå igennem og det er det, som ifølge ALK betyder, at vi vil se en lidt bedre margin. Alle kapacitetsomkostningerne er stort set bedre end ventet. Forskning og udviklingsomkostningerne er lavere end forudset, ligeså er salgs- og markedsføringsomkostninger, mens administrationsomkostningerne er stort set som forudset, siger Frank Hørning Andersen, analytiker i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder