AKTIER: Korea skabte negativ stemning - Vestas og Topdanmark i fokus

Udgivet den 23-11-2010  |  kl. 17:02  |  

Det danske aktiemarked blev tirsdag præget af en negativ stemning i forbindelse med uro mellem Nord- og Sydkorea samt usikkerhed i flere europæiske økonomier.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,5 pct. lavere i 429,43.

Ved det danske markeds lukketid var S&P 500 faldet til 1.183.

Den amerikanske økonomi oplevede en vækst i BNP på 2,5 pct. i 3. kvartal på årsbasis. Ventet var 2,4 pct.

Det er en oprevidering fra tidligere en vækst på 2,0 pct.

I aften er der også en interessant begivenhed i USA.

- Der vil i dag blive offentliggjort referat fra det seneste FED møde, hvor der blev besluttet at foretage nye store kvantitative lempelser af pengepolitikken for USD 600 mia., også kaldet QE2. Referatet forventes at fremlægge en dyster tone, da det skal kunne berettige det ekstraordinære tiltag.

Topdanmark steg 1,9 pct. til kurs 699 oven på dagens regnskab.

Den modelmæssige resultatprognose for 2010 er opjusteret fra 800-900 mio. kr. til 900-1.000 mio. kr. Opjusteringen skyldes et højere investeringsafkast og en større indtægtsførsel fra skyggekontoen i livsforsikring end forudsat i halvårsrapporten, skriver Topdanmark.

Resultat efter skat blev på 680 mio. kr. mod 1.109 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2009. Det var bedre end konsensus - ifølge RB-Børsen var ventet 580 mio. kroner.

Resultaterne af den offentlige vindenergi-licitation annonceret af den lokale regering i Galicien, Spanien, bekræfter, at Vestas er den foretrukne teknologipartner til vindprojekter med en total kapacitet på i alt 1.655 MW, som skal installeres i Galicien i løbet af årene 2012-2014, jf. den galiciskevindenergiplan ”re-Xurde 2010”.

Mere end 70 pct. af den totale licitationskapacitet på 2.325 MW er blevet tildelt 20 selskaber, som har afgivet tilbud udelukkende med Vestas-teknologi. Vestas vil nu fortsætte forhandlingerne med de forskellige virksomheder, og ordrerne vil blive offentliggjort, i takt med at de bliver faste og ubetingede og i øvrigt overholder Vestas' krav til offentliggørelse.

Vestas faldt 0,2 pct. til kurs 168,9.

Biotekselskabet Zealand Pharma havde i dag første dag på børsen. Aktiens udbudskurs blev sat til kurs 86.

Aktien steg til 87 kroner, faldt siden til 79, men lukkede i kurs 81.

NKT Holding holder i disse dage kapitalmarkedsdage i Kina.

- Den vigtigste melding var en ny strategiplan for Nilfisk-Advance, som skal bringe EBITA-marginen op på 12,3 % i 2015 fra ca. 8 % i 2010. Målet skal nås via 8 % årlig organisk vækst frem mod 2015 plus 3 %-point vækst fra virksomhedsopkøb. Ledelsen pointerede, at målsætningerne var ambitiøse, og at målet om en omsætning på 9,7 mia. kr. i 2015, er den sværeste del af målsætningerne at opnå. Mens Thomas Hofman-Bang tidligere havde meldt ud omkring margin målene, så er vækst målene nye og noget højere end vi havde forventet. Fokus i dag er på NKT Cables hvor ledelsen vil præsentere en strategiplan frem mod 2015, skriver Jyske Bank.

NKT Holding falder 2,3 pct. til kurs 265,5.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder