AKTIER: Lidt panik - fokus på USA

Udgivet den 17-07-2006  |  kl. 11:50  |  

En anelse panik præger det danske aktiemarked mandag, hvor det toneangivende OMXC20-indeks er blevet sendt under støtten i 361,5, hvorfor der egentlig er plads til en reaktion ned mod 348.

Der er mange spændende begivenheder i denne uge. Blandt andet offentliggøres inflationstal fra USA tirsdag og onsdag samtidig med, at Ben Bernanke holder tale for kongressen onsdag og torsdag.

Og det er udsigten til disse begivenheder, der er med til at skabe usikkerhed på markedet. Urolighederne i Mellemøsten er ligeledes på dagsordenen, hvilket heller ikke hjælper på stemningen.

Amagerbanken peger på støtten i 360 som en god indikator for den kommende udvikling på det danske marked.

- Brydes indeks 360, opstår et klart salgssignal og de gamle lave bunde, vi havde for et par uger siden, vil blive testet igen, skriver Amagerbanken.

Kort før middag ligger OMXC20-indekset i 360,24 - et fald på 1,31 pct.

Lundbeck og Carlsberg har i løbet af nedturen vist særdeles gode defensive kvaliteter, idet aktierne ikke er faldet på trods af negativ stemning.

Lundbeck vandt i fredags patentstriden mod kopiproducenten Teva om depressionsmidlet Lexapro. Og to dage inden lagde Lundbeck sag an mod Caraco. Men medicinalfirmaet i Valby forventer flere angreb fra kopiproducenter, skriver dagbladet Børsen.

- Det er den nye virkelighed. Kopiproducenterne forøger hele tiden deres angreb på patenter, og vi er ikke fredet nu efter afgørelsen i fredags. Der kan sagtens komme flere angreb af samme slags, og kopivirksomhederne bliver mere og mere aggressive. Jeg tror da heller ikke, Caraco trækker deres
ansøgning, selvom vi nu har vundet mod Teva, siger Claus Bræstrup, koncerndirektør i Lundbeck.

Lundbeck-aktien falder 0,3 pct. til kurs 138,5.

Carlsberg falder blot 0,25 pct. til kurs 406,5. VM i fodbold i Tyskland har nemlig været en kæmpesucces for Carlsberg, der her en uge tid efter finalen i Berlin kan berette om "fantastiske" salgstal i lande som England, Tyskland og Schweiz under slutrunden. Først i august kan sponsorchef Keld Strudahl løfte sløret for præcise salgstal, skriver dagbladet Børsen.

VM havde amerikanske Budweiser som officiel ølsponsor. Alligevel udpeges Carlsberg lige efter Adidas og foran telefonselskabet 3 som den helt store kommercielle VM-vinder af det britiske markedsføringsmedie Brand Republic.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder