Aktier/tendens: Tryg i fokus med regnskab i ventet lysegrøn handelsstart

Udgivet den 17-04-2024  |  kl. 07:24  |  

Tryg er ved eksamensbordet med regnskab for de første tre måneder af 2024 onsdag morgen. Tirsdag gjorde Topdanmark en god figur med sit regnskab for første kvartal, hvilket sendte aktiekursen pænt frem.

Novonesis kan også tage en smule rampelys, efter kursmålet er blevet løftet markant af finanshuset Berenberg frem mod koncernens handelsopdatering for første kvartal.

Samlet peger det mod en svag grøn åbning for det danske eliteindeks, C25, onsdag, hvis der skeles mod udviklingen i både den tyske og de amerikanske aktiefutures. De stiger i omegnen af 0,2 pct.

Tirsdag faldt det danske C25-indeks 1,3 pct. til 1887,16 med fald i 20 af indeksets i alt 24 aktier.

TRYG FØLGER I HÆLENE PÅ TOPDANMARK

Topdanmarks regnskab for første kvartal landede bedre på end ventet på flere poster, og det har fået finanshuset Jefferies til at hæve kursmålet til 315 kr. fra 300 kr., fremgår det af Bloomberg News.

Anbefalingen er fortsat "hold".

Også svenske SEB har skruet op for kursmålet - her til 345 kr. fra 330 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Aktien i forsikringsselskabet steg tirsdag 4,3 pct. til 304,60 kr. og hev blandt andet Tryg med frem med et et plus på 0,5 pct. til 139 kr.

For Trygs vedkommende venter analytikerne fortsat solid præmievækst, men også store erstatningsudgifter til et nedbrændt badeland i Sverige og vejrrelaterede skader.

- Starten på 2024 har budt på storm i Norge, markant nedbør og snefald og lave temperaturer i dele af Norden. Ligeså vil en stor brand i Sverige plage indtjeningen i årets første kvartal. Vi forventer dog ingen afsporing af den underliggende forsikringsdrift, hvor præmiefremgang, synergier og generelle effektiviseringer vil understøtte indtjeningen, skriver senioranalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank i en kommentar.

NOVONESIS FÅR LØFTET KURSMÅL MARKANT

Novonesis, der er det tidligere Novozymes og Chr. Hansen under ét, har fået løftet kursmålet med over 15 pct. af finanshuset Berenberg til 450 kr. fra 390 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Novonesis kommer med den første handelsopdatering for det samlede selskab den 3. maj.

Aktien faldt tirsdag 0,6 pct. til 382,50 kr.

MÆRSK FÅR ANALYSE-HUG

A.P. Møller-Mærsk fik tirsdag aften reduceret kursmålet med godt 13 pct. til 9450 kr. fra førhen 10.900 kr. af finanshuset SEB Bank.

Anbefalingen af aktien gentages på "hold" af analytiker Ulrik Bak. Det nye kursmål indikerer da også et marginalt negativt potentiale i forhold til lukkekursen tirsdag, da aktien faldt 2,2 pct. til 9470 kr.

Danske Bank har fået sat kursmålet ned med en tier til 262 kr. fra 272 kr. af finanshuset Citi - købsanbefalingen gentages.

Bankaktien faldt tirsdag 2,3 pct. til 200,80 kr.

Blandt sidepapirerne har Cbrain fået hævet kursmålet med knap 7 pct. til 310 kr. fra førhen 290 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier.

Anbefalingen af aktien gentages på "hold".

Cbrain faldt tirsdag med 3,2 pct. til 331 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯