Kina: Tredobling af vindkraft inden 2010

Udgivet den 12-06-2008  |  kl. 13:58  |  

Kina planlægger at øge vindkraftens andel af landets elektricitetsforsyning. Det sker dels for at reducere CO2-udslip, og samtidig for at få en mere alsidig energipolitik og strategi. Målet er en tredobling af vindkraftens output i 2010, og Vestas står til at nyde godt af den kinesiske vækst.

Kinas totale vindenergi-output er i øjeblikket på 6.000 MW, men regeringen satser på at øge det til 10.000 MW ved udgangen af 2008. I 2010 er målet 20.000 MW, lyder meldingen fra Song Yanqin, der er underdirektør ved det kinesiske energiforskningsinstititut, som er en del af Kinas pendant til det danske klima- og energiministerium.

- Der er ingen tvivl om, at det sætter en tyk streg under potentialet på det kinesiske vindmarked, siger senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til NetPosten.dk og fortsætter:

- Kinas rolle vil fortsat blive mere dominerende, hvilket både skyldes landet voksende energibehov, og forureningen, og her er vindkraft et af de bedste alternativer.

Vestas' konkurrent Suzlon Energy satser hårdt på det kinesiske marked, og ambitionen er at blive én af de førende vindmølleproducenter i Kina.

- Potentialet inden for vindenergi i Kina vokser i samme tempo som Kinas økonomi, udtaler administrerende direktør Andre Hornbach fra Suzlon, der mener, at Kina bliver et nøglemarked indenfor vindenergi.

Hvad angår Vestas ser Jacob Pedersen ligeledes gode vækstmuligheder i Kina.

- Set over de næste 3-5 år er der ingen tvivl om, at Vestas vil opleve en vækst på det kinesiske marked. Mindre sikkert er det, om Vestas kan følge med konkurrenternes vækst, siger han.

Og her peger Jacob Pedersen særligt på de kinesiske vindmølleproducenter.

- Vestas vil unægteligt blive presset af de kinesiske vindmølleproducenter, der har hjemmebanefordel i form af både politisk opbakning og en meget stærk lokal forankring, siger han.

Om det bliver Vestas, Suzlon eller en helt tredje, der vinder kampen om det kinesiske marked er uvist, men det tyder på, at den kinesiske regering virkelig vil vindkraft, og at satsningen vil gavne hele branchen.


Af Andreas Secher Boye, ab@netposten.dk

Kilder: Vindmølleindustrien, WindTech International,

Læs også Kina tømmer verden for olie: http://www.netposten.dk/?pageid=5&articleid=1017279&sel=kina

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder