Novo/Sydbank: Hjerte-kar-data imponerer - ser øget brug af fedmemedicin

Udgivet den 13-11-2023  |  kl. 08:17  |  
Arkiv: Foto

Weekendens imødesete hjerte-kar-data fra Novo Nordisk for vægttabsmidlet Wegovy imponerer, mener Sydbank.

Banken peger på, at alle målepunkter i hjerte-kar-studiet ved navn Select favoriserer Wegovy, hvilket betegnes som "særdeles positivt".

Desuden er banken overrasket over, hvor hurtigt effekten af Wegovy sætter ind og giver anledning til færre alvorlige hjerte-kar-tilfælde.

- Vi bemærker, at der generelt er forhøjet risiko for hjerte-kar-tilfælde forbundet med svær overvægt, hvilket understreger vigtigheden af at kunne fremvise evnen til at reducere risikoen for hjerte-kar-tilfælde.

- Vi vurderer, at de meget stærke og ikke mindst konsistente detaljerede data fra Select-studiet vil vække opsigt blandt de læger, der udskriver Wegovy, ligesom data fra Select-studiet kan tilskynde til behandling med Wegovy over længere tid, skriver Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, i en kommentar.

Studiet blev gennemført i overvægtige med konstateret hjerte-kar-sygdom, men uden diabetes.

Der foreligger ikke præcise tal, men ifølge Novo er det blandt de svært overvægtige omkring 10-20 pct., der er diagnosticeret med en hjerte-kar-sygdom.

Sydbank venter, at studiet vil øge brugen af Wegovy på et marked for fedmemedicin, der ifølge banken vil vokse dramatisk i de kommende år.

Derfor er der formentlig også udsigt til en positiv åbning for Novo-aktien mandag morgen.

- Det bør føre til en kursstigning, men hvor meget er svært at bedømme. Men jeg vil ikke udelukke, at Novo-aktien vil flirte med niveauet for lukkerekorden, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Fredag lukkede Novo-aktien 0,6 pct. lavere i 691,60 kr. Lukkerekorden er 716,50 kr. og blev nået den 13. oktober.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Seneste nyheder