Onsdagens aviser med Mærsk, Tryg og TDC

Udgivet den 24-01-2018  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

SKAT HAR REJST ET KRAV PÅ 23,5 MIO. KR. MOD KRAKKEDE HESALIGHT

En helt ny flanke åbnes i skandalen om det krakkede LED-firma Hesalight. Myndighederne har fundet ud af, at Hesalight fra starten af 2015 til konkursen i efteråret 2016 har fået 23,5 mio. kr. i momsrefusion, som selskabet ifølge Skat ikke var berettiget til. (Forside, side 6-7)

TIDSPRESSET MÆRSK PÅ UDKIG EFTER PARTNER TIL DRILLING I NORGE

A.P. Møller-Mærsk har været i dialog med en række toneangivende norske aktører inden for drilling om et partnerskab for Maersk Drilling. Det inkluderer Aker ASA, Odfjell Drilling og Borr Drilling. Det sandsynligste scenarie er, at det bliver en del af en joint venture med en tredjepart. (Side 9)

TRYG SPÅR BEDRING I PRESSET NORSK MARKED

Med en markedsandel på 13,3 pct. er Tryg det tredjestørste forsikringsselskab i Norge kun overgået af Gjensidige og If. Men Norge har længe været et problembarn for forsikringsgiganten. Nu lysner det på det norske marked, der står for cirka 40 pct. af Trygs samlede præmieindtægter. (Side 10)

AKTIEDYK EFTER SVAGT DARZALEX-SALG I USA

Johnson & Johnson meldte tirsdag om et salg i 2017 af Genmabs kræftmiddel Darzalex på 1,242 mia. dollar efter en vækst på 86 pct. Det var ikke godt nok til at gøre Genmabs aktionærer tilfredse, og et skuffet marked sendte aktien ned. (Side 11)

INTET BITCOINFORBUD FOR 400 ANSATTE I NATIONALBANKEN

Mens Nordea og Sydbank forbyder de ansatte at handle med kryptovalutaer, er der ikke et egentligt forbud i Danmarks Nationalbank. Det er på trods af, at nationalbankdirektør Lars Rohde flere gange har udtalt sig i stærkt kritiske vendinger om kryptovalutaer. (Side 12)

BANKUNIONENS VINDE BLÆSER DANMARKS VEJ

Flere afgørende diskussioner om bankunionen hælder Danmarks vej, og finansministeren vurderer, at et fælles tilsyn nu ser mere attraktivt ud. Danmark overvejer at deltage i bankunionen, der er et fælles tilsyn og regelsæt for finanssektoren i de 19 eurolande. (Side 20)

BERLINGSKE BUSINESS

FRANSK MILLIARDREGN OVER MÆRSK-AKTIONÆRER

A.P. Møller-Mærsks aktiepost i franske Total, der har købt Maersk Oil, har været et gyldent bekendtskab for Mærsk-aktionærerne. Total-aktierne er nu næsten 34 mia. kr. værd. (Forside, side 3)

DANSKERNE FORETRÆKKER FYSISKE BUTIKKER

Efter at fysiske butikker i en årrække er rykket på nettet i kampen om kundernes gunst, åbner webshops nu fysiske butikker for at tilfredsstille de danske forbrugere. (Side 4-5)

DEN TEKNOLOGISKE REVOLUTION KAN BLIVE TIL GAVN FOR DE FLESTE

Den teknologiske revolution kan blive til gavn for mange, men det kræver en massiv uddannelsesindsats. Verdens ledere diskuterer på World Economic Forum i Davos, hvordan man bedst kan få den teknologiske revolution til at være til gavn for flest mulige. (Side 6-7)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

DEN STÆRKE KRONE HIVER EKSPORTEN TILBAGE TIL EUROPA

Siden 2015 er kronen skudt i vejret over for blandt andet den amerikanske dollar og den kinesiske yuan. Det gør eksportvarer dyrere i fjerne lande og får virksomhederne til at søge mod Europa. (Forside, side 6-7)

DANSKE BANK ÅBNER MOBILBANKEN FOR KUNDER MED KONTI HOS KONKURRENTER

Hver fjerde kunde i Danske Bank bruger også andre banker. Nu får bankens kunder et samlet overblik over privatøkonomien, idet Danske Bank åbner for konkurrenterne i storbankens mobil- og netbank. (Side 4)

TRYG HÆVER PRISERNE IGEN

Forsikringskoncernen Tryg er klar til at skrue op for priserne i 2018. Det sker, mens forsikringsgiganten varmer op til at udlodde 1,5 mia. kr. til aktionærerne. Samtidig indkasserer Tryg-topchef Morten Hübbe en lønstigning på 6,8 pct. (Side 10)

ELSELSKABER STARTER PRISKRIG PÅ TDC'S HJEMMEBANE

I 2018 vil Waoo gå hårdere ind på hovedstadsområdets bredbånd, som i mange år har været TDC's hjemmebane. Waoo har allerede i 2017 erobret flere tusinde kunder i København og omegn med lave priser. (Side 12)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder