USA/lukning: Halvskidt start på april efter solidt første kvartal

Udgivet den 02-04-2024  |  kl. 06:32  |  

Det amerikanske aktiemarked har været i fuldt sving både skærtorsdag og anden påskedag, mens langfredag var helligdag også på Wall Street.

Og efter en lidt rodet optakt til påsken endte de amerikanske aktier skærtorsdag med endnu en blandet session, som dog lige akkurat sikrede årets 22. rekord til hovedindekset, S&P 500.

Det brede S&P 500-indeks endte således med et plus på 0,1 pct. til rekorden 5254,35 point, Dow Jones vandt også 0,1 pct., mens Nasdaq snublede og faldt med samme procentsats.

Dermed kunne første kvartal gøres op til et plus i S&P 500-indekset på hele 10,2 pct. mens Dow Jones steg 5,6 pct., og Nasdaq sluttede med en gevinst på 9,1 pct. i kvartalet.

Mandag tog investorerne så fat på andet kvartal og trods en ganske positiv optakt ifølge futuresmarkedet i timerne inden åbningen, gik gassen af ballonen, da ballet blev åbnet.

S&P 500-indeks faldt 0,2 pct., Dow Jones droppede 0,6 pct., mens Nasdaq-indekset holdt skindet på næsen med en stigning på 0,1 pct.

Og den sure stemning synes at ville fortsætte tirsdag. Futures indikerer kursfald på 0,1-0,3 pct. når markedet åbner i New York senere på dagen.

Det er frygten for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil holde renten på det nuværende niveau endnu et godt stykke tid, der får investorerne til at trække sig tilbage fra det brede marked.

Federal Reserves topchef, Jerome Powell, sagde langfredag, at den økonomiske vækst forbliver stærk, og at inflationen stadig er over målet.

- Det betyder, at vi ikke behøver at have travlt med at reducere renten. Økonomien er stærk lige nu, og arbejdsmarkedet er også stærk. Og inflationen er ved at falde. Vi kan - og vi vil - være forsigtige med en beslutning, fordi det kan vi, lød det fra Powell i radioprogrammet "Marketplace".

Bemærkningerne fik først effekt mandag, hvor investorerne var tilbage efter den lange weekend. Den tiårige rente steg hele 13 basispoint til 4,31 pct., og sendte aktiemarkedet i bakgear.

- Markedet er overkøbt på alle måder. På et tidspunkt vil vi se investorerne trække sig. Markedet har brug for en korrektion før flere penge kommer ind fra pengemarkedskonti, siger chefstrateg Quincy Krosbyfra LPL Financial til CNBC.

Der var ellers lagt op til en mere fredelig start på april, efter at prisindekset for personlige forbrugsudgifter, kerne-PCE, der blev offentliggjort langfredag, hvor markedet var lukket, viste, at inflationen var 2,8 pct. på årsbasis i februar.

På månedsbasis var stigningen 0,3 pct. Begge satser var som ventet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder