Europa aktier: Stiger til højeste niveau siden maj 2011

Udgivet den 19-12-2012  |  kl. 14:07  |  

Det gode humør er intakt på aktiebørserne i Europa, hvor investorerne fastholder håbet om, at politikerne i USA ender med at blive enige om at justere på de automatiske budgetstramninger og skattestigninger, som truer med at forpurre væksten fra årsskiftet. En stigende tro på fremtiden i det tyske erhvervsliv og Standard & Poors opgradering af Grækenlands kreditvurdering bidrager også til den gode stemning.

Både det franske, britiske og tyske aktiemarked ligger til stigninger på 0,3-0,5 pct., og kigger man på det paneuropæiske Stoxx 600-indeks ligger det på højeste niveau i 19 måneder efter et plus på 0,4 pct.

- Markedet er stadig fokuseret på forhandlingerne vedrørende "den finanspolitiske afgrund" i USA, og det ser ud til, at investorerne forventer en aftale relativt snart, siger John Plassard, vice president i Mirabaud Securities LLP, til Bloomberg News og retter blikket mod S&Ps opgradering af ratingen på Grækenland.

Standard & Poors har ændret sin rating fra "selective default" til B-, efter at landet har tilbagekøbt egne obligationer, fået et godkendende nik til næste redningspakke og gennemført en succesfuld udstedelse af obligationer. Ratingbureauet noterer desuden, at man nu er overbevist om, at EU står bag Grækenland.

- Nyheder, som den med Grækenlands kreditvurdering, er positive, om end ikke nogen stor overraskelse, som hjælper markedet med at fortsætte opturen her sidst på året. Stemningen i begyndelsen af 2013 vil være forsigtig, da vi fortsat står over for noget politisk risiko, lyder det videre fra John Plassard.

Særligt bankerne klarer sig godt i onsdagens europæiske aktiehandel. Et enkelt eksempel er britiske Lloyds Banking, der stiger 3,6 pct., og ligeledes britiske Royal Bank of Scotland, som stiger 1,6 pct.

HeidelbergCement noteres for en fremgang på hele 5,2 pct. Aktien er ifølge Bloomberg News påvirket af en ny analyse fra MainFirst Bank, der forudsiger, at cementproducenten vil fastholde sin gældsrating i 2013. HeidelbergCement har en "Ba1" rating hos Moodys og en "BB+" rating hos Fitch. I november meddelte selskabet, at det havde reduceret sin nettogæld med 10 pct. og overgået sine sparemål.

Modsat falder den tyske medicinalvirksomhed Merck KGaAs aktie godt 3 pct. efter skuffende resultater fra et fase III studie med lægemiddelkandidaten L-BLP25, tidligere Stimuvax. Det potentielle kræftmiddel formåede ikke at demonstrere en statistisk signifikant bedring i den overordnede overlevelse (OS).

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder