Ansvarsfraskrivelse: Indholdet på NPinvestor er alene til generel information og udgør ikke finansiel, skattemæssig eller juridisk rådgivning. Dele af indholdet er udarbejdet med AI-værktøjer og kan indeholde fejl — søg professionel rådgivning ved behov. Investering indebærer risiko for tab, og historisk afkast er ingen garanti for fremtidigt afkast. NPinvestor anvender affiliate-links og kan modtage provision, når du går videre til vores partnere; det påvirker ikke din pris. Lån forudsætter, at du er fyldt 18 år, og vores partnere kreditvurderer altid ansøgere (bl.a. via RKI). Læs altid de fulde vilkår og betingelser hos den enkelte udbyder, før du investerer eller optager lån.
Britiske forbrugere betaler nogle af de laveste priser for mobildata i den vestlige verden – men får til gengæld en af de dårligste mobildækninger overhovedet. Det viser en ny analyse fra forbrugerorganisationen Which?, baseret på data fra netværksmåleselskabet Opensignal, som konkluderer, at Storbritannien har ringere mobildækning end samtlige 27 EU-lande og de øvrige medlemmer af G7-gruppen af store økonomier. Det skriver britiske The Guardian.
Ifølge analysen ligger Storbritannien som nummer 57 globalt målt på netværksydelse, nummer 70 for downloadhastigheder og nummer 55 for den stabile forbindelseskvalitet, der er nødvendig til videoopkald, streaming og gaming. Det er en markant dårligere placering, end man normalt forbinder med en af verdens største økonomier – og det rejser spørgsmål om, hvorvidt den britiske telebranche har investeret nok i infrastruktur de senere år.
Billigt, men upålideligt
Storbritannien har i dag tre store mobilnetoperatører, efter at Vodafone og Three fusionerede, samt en lang række virtuelle udbydere, der konkurrerer på pris. Den skarpe konkurrence har presset priserne ned, så britiske forbrugere ifølge Which? har nogle af de billigste mobilabonnementer blandt sammenlignelige lande.
Men den lave pris har tilsyneladende en pris i sig selv: dårligere kvalitet. I en rundspørge foretaget af Which? svarede mere end hver tredje kunde, at de inden for det seneste år havde oplevet mindst ét problem med deres mobiltjeneste – lige fra afbrudte opkald til langsomme datahastigheder.
Natalie Hitchins, der er chef for hjemmeprodukter og -tjenester hos Which?, siger ifølge The Guardian: “Getting a good-value mobile deal counts for very little if you’re constantly battling poor signal, slow data speeds or dropped connections. Customers deserve a service that delivers reliable performance as well as value for money.” Hun peger videre på, at den britiske mobilinfrastruktur ikke længere følger med forbrugernes behov, og opfordrer regering, den britiske telekomstyrelse Ofcom og industrien til at samarbejde om øgede investeringer.
5G halter langt bagefter 4G
Tal fra Ofcom viser, at 4G-dækningen fra samtlige operatører steg tre procentpoint i løbet af det seneste år frem til maj og nu når 84 procent af landet. 5G-dækningen fra alle operatører ligger derimod kun på 64 procent, hvilket betyder, at store dele af landet – særligt landdistrikter – stadig mangler adgang til de hurtigere mobilnetværk.
Which? peger desuden på, at problemerne strækker sig ud over almindelig gadedækning. Organisationen fremhæver, at mobilsignalet på britiske togstrækninger er markant dårligere end i eksempelvis Tyskland, hvor myndighederne har indført minimumskrav om downloadhastigheder på 100 Mbps langs hovedstrækninger og 50 Mbps langs andre jernbanelinjer. En sådan standard findes ikke i Storbritannien, hvilket rammer både telefonsignal og togenes indbyggede wifi.
G7-gruppen, som Storbritannien altså underpræsterer i forhold til, tæller Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, USA og Storbritannien selv. At det britiske netværk ligger dårligst placeret i netop dette selskab af store industrinationer, understreger ifølge Which? et strukturelt problem snarere end en midlertidig svaghed.
Hvorfor det er relevant for danske investorer
For danske investorer, der følger den europæiske telekomsektor, tegner analysen et billede af en industri, hvor hård priskonkurrence kan gå ud over netværkskvalitet og dermed på sigt kundeloyalitet og indtjening. Den britiske situation står i kontrast til udviklingen i flere kontinentaleuropæiske lande, hvor operatører i højere grad har kunnet finansiere netværksudbygning, blandt andet fordi markederne er mindre fragmenterede eller reguleringen mere favorabel for investeringer.
Danmark har generelt ligget højt i internationale sammenligninger af mobildækning og 5G-udbredelse, med operatører som TDC Net, Telenor og Telia, der har investeret betydeligt i netværksinfrastruktur de seneste år. Den britiske sag kan derfor tjene som et eksempel på, hvordan pris- og konkurrencepres i telekombranchen ikke automatisk kommer forbrugerne til gode, hvis det samtidig undergraver investeringslysten – noget der kan have betydning for, hvordan investorer vurderer selskaber som Vodafone Group og andre europæiske teleaktører fremadrettet.
Which? peger desuden på strukturelle barrierer for investeringer i Storbritannien, herunder ufleksible planlægningsregler og tvister mellem grundejere og operatører om værdien af jord, der bruges til mobilmaster. Disse forhold kan være en pejling for investorer i, hvor lang tid det kan tage at lukke dækningsgabet – og dermed hvornår eventuelle investeringer i britisk teleinfrastruktur reelt begynder at kaste afkast af sig.
