NESA afviser også nyt købstilbud fra DONG

Udgivet den 25-09-2003  |  kl. 15:57  |  

NESA's bestyrelse afviste onsdag også det nye og "forbedrede" købstilbud, som DONG fremlagde den 22. september. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fra NESA.

NESA medgiver, at det supplerende købstilbud afklarer nogle uklarheder i købstilbudet, men konkluderer, at det ikke indeholder nogen reel økonomisk forbedring i forhold til det oprindelige tilbud.

Det supplerende købstilbud indebærer etablering af et særligt selskab, NB Forvaltning A/S, til at føre sagerne. Selskabet etableres imidlertid kun, hvis DONG erhverver mere end 90 pct. af aktierne i NESA.

- Etableres det, afhjælper dette ikke det grundlæggende problem, nemlig at det er uhensigtsmæssigt, at Sagerne skal føres med et af DONG-ejet NESA som part mod Staten, der er DONGs ejer. Det må anses for tvivlsomt, om de midler, der står til rådighed for NB Forvaltning A/S, er tilstrækkelige til at betale omkostningerne ved forfølgelse af Sagerne, skriver NESA.

Af det supplerende købstilbud fremgår, at de variable betalinger maksimalt kan udgøre 3.458 mio. kr., og aktionærerne får derfor ikke den forøgelse af den frie egenkapital, der sker frem til det tidspunkt, hvor sagerne afgøres endeligt.

- Det er derfor bestyrelsens opfattelse, at Det Supplerende Købstilbud ikke indeholder en reel økonomisk forbedring af Købstilbudet, ligesom bestyrelsen kan konstatere, at DONG ikke har efterkommet bestyrelsens kraftige opfordring til at tilbyde NESAs aktionærer et kontant alternativ til de Variable Betalinger, skriver NESA.

Udgivet af: NPinvestordk