AKTIER: Wall Street-dyk sænker C20 - Vestas og NeuroSearch daler

Udgivet den 24-02-2009  |  kl. 11:55  |  

Et stort fald på Wall Street mandag aften smittede af på Asien og Europa, og selv om de amerikanske futures ligger næsten 1 pct. højere, falder det danske marked med 2,5 pct.

Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks således 2,5 pct. lavere i 248,52.

Vestas falder 5,3 pct. til kurs 266, efter at aktien har fået sænket sin anbefaling af finanshuset JP Morgan til Undervægt fra Neutral. Samtidig sænkes kursmålet af Vestas-aktien til 290 kr. fra tidligere 300 kr.

Der er fortsat fokus på NeuroSearch, som mandag offentligjorde resultaterne af fase II Proof of Concept-studier med NS2359 til depression. Resultaterne viste, at NS2359 ikke levede op til de primære effektmål i to studier inden for depression, og resultaterne understøtter ikke en videre udvikling af NS2359 til depression. NeuroSearch-aktien faldt 24 pct. til kurs 119 mandag, og i dag falder aktien yderligere 19 pct. til 96,50 kr.

Ovenpå nyheden om, at den videre udvikling af NS359 til depression opgives, nedjusterer Jyske Bank sin anbefaling på Neurosearch fra Køb til Sælg med et kursmål på 110 kroner.

Og analytikerne hos Standard & Poors Equity Research (S&P) har sænket anbefalingen på NeuroSearch fra Stærkt Køb til Køb og kursmålet til 220 kr. fra 280 kr.

Novozymes sætter sine konkurrenter under pres og presser prisen ned på etanol-enzymer. Det fremgår af dagbladet Børsen.

Novozymes har allerede fået presset prisen ned på enzymer til at lave omkostningseffektiv biotanol ned på en dollar per gallon bioetanol. Novozymes vil dog yderligere i løbet af 2009 forsøge at halvere prisen pr. gallon bioetanol.

Peder Holk Nielsen direktør for enzymerne i Novozymes, taler senere i dag på den årlige National Ethanol Conference (NEC) i San Antonio i Texas i USA. Novozymes er dog også ramt af den negative stemning og falder i dag med 3,2 pct. til kurs 439.

Kl. 16:00 afgiver Bernanke sin halvårlige forklaring om pengepolitikken.

- Større skift i pengepolitikken annonceres sædvanligvis her. Når det er sagt, så venter vi blot en bekræftelse af, at Fed vil fortsætte med yderligere kvantitative lempelser, skriver Danske Bank.

Conference Boards forbrugertillidsindeks for februar og det månedlige OFHEO-husprisindeks for december offentliggøres ligeledes kl. 16:00.

Efter lukningen aflægger Genmab regnskab.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder