Danske rederier sparer milliarder på lav beskatning

Udgivet den 26-05-2009  |  kl. 06:21  |  

De danske rederier sparer milliarder på en lav beskatning til søfarten og har en beskatning der er 90 pct. lavere end normale danske virksomheder. Socialdemokraterne er chokeret. Det oplyser dagbladet Børsen.

De danske rederier har igennem de seneste syv år betalt 1,3 pct. af deres overskud i skat. Til sammenligning har de 1000 største virksomheder i Danmark – fratrukket rederierne betalt 23 pct. i skat af deres overskud. Forskellen vækker harme hos socialdemokraterne.

- Jeg er chokeret over, at beløbet for rederierne er så lavt, og det er selvfølgelig ikke rimeligt, at de ikke bidrager i større omfang, end de gør til den almindelige samfundshusholdning, når andre virksomheder skal, siger Socialdemokraternes medlem af skatteudvalget og finansudvalget Klaus Hækkerup (S) til avisen, der nu har rejst spørgsmålet om rederiernes skattebetaling til skatteminister Kristian Jensen (V).

 

Udgivet af: NPinvestordk