Duetoft om V-frieri: Prøvestenen bliver viljen til bredt samarbejde

Udgivet den 16-09-1997  |  kl. 11:48  |  

København--16. september--NetPosten--CDs politiske ordfører, Peter Duetoft, glæder sig over Venstres melding om, at partiet er parat til at se på en skattereform helt efter Centrum-Demokraternes ønsker.

- Det er godt, at Anders Fogh Rasmussen har taget CDs tanker om skattefrihed til de lavestlønnede til sig. Faktisk er det også det eneste bud, der er kommet på at hjælpe den gruppe, som vil komme mest i klemme i den stigende internationalisering, siger Peter Duetoft. Men en række politiske konkrete løfter er dog ikke måden at sikre CDs gunst, understreger han.

- Det er jo ikke en auktion, hvor man kan tilbyde mere og mere og så regne med at få os til sidst, siger Peter Duetoft til Ritzau.

For CD vil prøvestenen snarere blive, om de politiske bejlere forstår, at det brede samarbejde og ikke blokpolitikken er vejen frem, understreger han.

- Derfor var jeg ikke glad for Per Stig Møllers utallige angreb på Socialdemokratiet på det konservative landsråd i weekenden, siger Peter Duetoft.

Også flygtningespørgsmålet er med i vurderingen, når CD - efter valget er udskrevet - vil gøre stillingen op og afgøre, hvilken statsministerkandidat, partiet vil pege på, påpeger Duetoft. Og aktuelt har V og Ks håndtering af flygtningedebatten og i særdeleshed Somalia-sagen ikke huet Duetoft.

Udgivet af: NPinvestordk