IC Companys baner vejen for øget vækst og indtjeningsevne

Udgivet den 15-11-2010  |  kl. 10:21  |  

IC Companys' ledelse påbegynder i november implementeringen af en organisationsændring, der har til formål at bane vejen for øget vækst og indtjeningsevne. Hovedelementet i organisationsændringen er, at alle ICCompanys' 11 brands fremover får fuldt ansvar for egen distribution, samtidig med at der skabes en mere effektiv og mindre kompleks organisationsstruktur.

Det fremgår af en børsmeddelelse. 

Alle brands vil dog fortsat være tilknyttet koncernens fælles platform indenfor finans, IT, logistik og produktion, ligesom brands fortsat vil følge enrække fælles retningslinjer, best practices og ensrettede processer, der defineres af direktionen.

Målet med organisationsændringen er at give brands de bedst mulige rammer at præstere indenfor, samtidig med at de stadig får glæde af den betydelige know-how, erfaring og strategiske ekspertise, som hovedkontoret kan tilbyde.

Administrerende direktør, Niels Mikkelsen, udtaler:

- Vi har haft en koncern, hvor 6 af vores brands har været organiseret i en matrix med fælles salgsplatform, og de resterende 5 brands har været organiseret som linjeorganisation med fuldt ansvar for deres egen distribution. Sammenligner vi de brands, der har været matrixorganiseret, med de brands, der har været linjeorganiseret, har de sidstnævnte generelt haft en bedre indtjeningsevne, hvilket har givet stof til eftertanke.

Derfor implementerer IC Companys nu en fuld linjeorganisation, hvor samtlige brands får fuld kontrol over deres distribution.

Organisationsændringen skal ses i sammenhæng med de vækstinitiativer, IC Companys har gennemført i 2009-10, og som kan aflæses i virksomhedens regnskaber.

Ændringerne i organisationsstrukturen påvirker ikke resultatforventningerne tilindeværende regnskabsår.

Udgivet af: NPinvestordk