Santer: Det koster at stå uden for ØMU

Udgivet den 22-10-1997  |  kl. 11:55  |  

Bruxelles--22. oktober--NetPosten--Europa-Kommissionens formand, Jacques Santer, advarede onsdag Danmark og andre lande om, at det "koster noget" at stå uden for den økonomiske og valutariske union, ØMU. Det skriver Børsen Online.

Foruden Danmark har Sverige gjort det klart, at det ikke vil være blandt de første deltagere i ØMU (fra 1999), og Storbritannien ventes også at holde sig udenfor.

Under en debat onsdag i Europa-Parlamentet om "unionens tilstand" udtalte kommissionsformand Santer bl.a.
om ØMUen:

- Hvad angår de lande, der har valgt ikke at deltage i ØMU fra begyndelsen, skal de spørge sig selv, hvad det vil bringe dem eller koste dem at holde sig uden for et hold, som vinder. Santer anbefalede alle økonomiske operatører at forberede sig på, at den fælles mønt, euro, bliver til virkelighed.

- Euro åbner for lovende perspektiver, og det bliver en smertefuld opvågnen for dem, der glemmer at forberede sig, udtalte formand Santer.

Udgivet af: NPinvestordk