Aktie/tendens: Udsigt til små stigninger og rolig marked
Der er udsigt til ganske små stigninger på de store europæiske fondsbørser, efter at de amerikanske fondsbørser lukkede med stigninger i omegnen af 0,75 pct. grundet tirsdagens stribe af stærke nøgletal. C20 Cap indekset lukkede tirsdag med en stigning på 1,73 pct. i 544,03. Onsdagen byder på et enkelt dansk regnskab fra BoConcept, mens det også bliver til et par enkelte amerikanske regnskabspræsentationer.
Vestas lukkede tirsdag med en stigning på 1,5 pct. i 72,35 kr. Den amerikanske præsident Barack Obama tirsdag fremlagde en omfattende klimaplan, som skal reducere det amerikanske CO2-udslip betydeligt frem mod 2030. Barack Obama har altid tidligere været stor fortaler for vedvarende energikilder såsom vind og i tirsdagens meldinger lagde Barack Obama også vægt på, at samtlige af de forslag han fremlagde, vil kunne gennemgøres uden Kongressens hjælp og kun gennem præsidentielle beslutninger. Det giver Barack Obama mulighed for at handle hurtigt for at få gang i en lang række projekter. Konkret viste klimaplanen at det er ambitionen at have hele 6 mio. amerikanske husstande, der kan få størstedelen af deres energiforsyning gennem vedvarende energi senest i 2020. Bemærk også, at Barack Obama fremlagde planerne for, at det amerikanske militær inden udgangen af 2025 skal havde vedvarende energiinstallationer for samlet set 3 GW, hvilket tæller både vindenergi, solenergi og geotermisk.
Vagt- og sikringsselskabet G4S er i fokus, eftersom selskabet har fået løftet sin anbefaling til outperform fra tidligere sector perform hos den canadiske investeringsbank RBC Capital Markets. Kursmålet lyder på 260 pence pr. aktie. Det skriver Bloomberg News onsdag morgen. Aktierne i G4S lukkede tirsdag til sammenligning 1,76 pct. højere i 237,60 pence. G4S lukkede tirsdag med en fremgang på 2,25 pct. i 20,92 kr.
A.P. Møller - Mærsk, som tirsdag lukkede uændret i kurs 40.480 kr., har fået lidt nyt fra containermarkedet, da det australske transport- og transportserviceselskab Asciano i nat er kommet med en markedsopdatering for 2013. Selskabets fastholder sine vækstudsigter for hele koncernen, men Asciano nævner, at handelsbetingelserne for Intermodal (containerfragt) og Container Terminals er svage. Asciano sænker sine forventninger til markedets containervolumenvækst til 1-2 pct., mens volumen for Intermodaljernbanefragt sænkes til nulvækst for 2014. Væksten er påvirket af den svage makroøkonomi. Asciano driver blandt andet containerhavneterminaler. Asciano-aktien stiger 1,3 pct. til 4,89 australske dollar.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›