Fredagens aktier: Positiv slutning på stille dag

Udgivet den 01-11-2013  |  kl. 17:02  |  

Ugens sidste handelsdag endte med eliteindekset i positivt terræn og flertallet af aktierne i grønt. Torsdagens vinder, Coloplast, blev fredagens taber.

Aktierne lukkede fredag 0,4 pct. højere i indeks 651,16, målt på C20 Cap-indekset. Trods stigningen er indekset siden sidste fredag faldet med 0,4 pct. Siden nytår er stigningen dog stadig flot - omkring de 25 pct.

- Det var lidt en stille dag på kontoret - lidt dagen derpå. Torsdagens regnskaber blev tygget igennem, og man fik givet karakterer, siger afdelingschef hos Sydbank Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.

- Næste uge kan derimod blive anderledes spændende. Dels kommer der flere regnskaber, og sidst men ikke mindst slutter ugen af med den lettere udskudte amerikanske arbejdsmarkedsrapport, vurderer han.

Pandora strålede helt i top, efter at selskabet torsdag havde løftet sløret for udvalgte regnskabstal og opjusteret forventningerne. Smilene blev brede hjulpet af nogle kursmålsløft. JPMorgan har løftet sit kursmål for Pandora til 300 kr. fra tidligere 247 kr., og anbefalingen er fortsat "overvægt". SEB Enskilda har sat sit kursmål op til 300 kr. fra 255 kr. SEB’s anbefaling er "køb". Aktien i Pandora steg 2,9 pct. til 269,60 kr.

- Det var nok den mest ventede opjustering, omend den kom før tid og måske var lidt større end ventet, vurderer Ole Kjær Jensen.

Regnskabsaktuelle TDC endte i rødt. Ved åbningen var aktien faldet små 2 pct., men den revancherede sig i dagens løb. Slutfacit blev et fald på 0,5 pct. til 49,33kr

TDC dæmpede forventningerne til toplinjen og ser nu en omsætning på 24,5 til 25,0 mia. kr. mod tidligere 25,0 til 25,5 mia. kr. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) ventes dog uændret at lande på 10-10,2 mia. kr. I tredje kvartal gav denne post et overskud 2628 mio. kr. I Erhverv overraskede salget positivt, mens Privat skuffede lidt.

- Det er stort set godkendt. En nedjustering af omsætningen er ikke så alvorlig, når forventningerne til cash flow og drift er uændrede, slår Sydbanks afdelingschef fast.

Maersk Line har markant succes med rateforhøjelser. Raterne fra Asien til Europa og fra Asien til Middelhavet er i denne uge steget over 100 pct. Stigningen kommer dog efter mere end en halvering siden august. Mærsk-aktierne steg 0,4-0,7 pct. B-aktien lukkede i 53.350 kr.

Novo Nordisk, der torsdag blev straffet for et kvartalsregnskab, som var godt, men ikke helt så godt som ventet, hentede fredag en smule af det tabte. Aktien lukkede i 917 kr. - 0,3 pct. højere efter torsdagens fald på mere end 7 pct. Flere af analytikerne fastholder et positivt syn på aktien. Swedbank er indtil videre eneste bank, der har indtaget en ny holdning til aktien. Anbefalingen er sænket til "neutral" mod tidligere "køb".

- Der er intet ændret for mig i forhold til Novo fra før regnskabet og til nu efter. Den er fortsat et oplagt køb, vurderer Ole Kjær Jensen.

Coloplasts stærke forventninger til 2013/14 og udbytteløfter sendte torsdag medicoaktien op med 10 pct. til 358,20 kr. Fredag tabte aktien noget af det igen, da den satte sig 2,7 pct. - det største fald i C20 - til 348,70 kr. Bank of America sænkede anbefalingen af aktien til "neutral" fra "køb". Nordea derimod løftede kursmålet til 360 kr. fra 325 kr., mens Kepler løftede sin anbefaling til "hold" fra "reducer".

Blandt bankerne fik Danske Bank løftet sit kursmål hos Nomura, Nordea og Macquarie, mens Nykredit sænkede anbefalingen til "neutral". Nomura har løftet kursmålet til 119 kr. fra tidligere 112 kr. Anbefalingen er dog fortsat "reducer". Nordea løftede kursmålet til 155 kr. fra 140 og anbefalede "køb". Dermed har Nordea det tredjehøjeste kursmål for Danske Bank af de 23 analytikere, der offentliggør kursmål via Bloomberg News. Kun Alm. Brand Markets og JPMorgan er mere optimistiske med henholdsvis 160 kr. og 157 kr. Macquaries kursmål blev løftet med 12 kr. til 112 kr.

Danske Bank fortsatte op fredag efter en torsdag, hvor regnskabet sendte aktien op med 2 pct. Fredag blev stigningen 0,9 pct. til lige under 130 kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:51 Noble vil forlade børsen i København og forventer sidste handelsdag i december
17:50 Europa/lukning: Markedet vendte rundt efter besøg i laveste niveau i tre måneder
17:33 Myndigheder skifter mening og anbefaler middel mod Alzheimer - aktie stiger
17:08 Torsdagens aktier: GN og Mærsk holdt sig i toppen mens NKT dykkede
17:02 Torsdagens obligationer: Indledende rentefald gik i sig selv
16:52 Better Collective skærer 300 medarbejdere fra i spareplan
16:07 Amerikansk serverproducent tæt på afgrunden - falder for femte dag i streg
15:40 USA/åbning: Forsigtige smil fra handelsstart og før Powell taler
14:51 ECB's seneste rentemøde løfter sløret for planer om mindre rentenedsættelse på næste møde
14:43 Coloplast vil forsøge at få udvidet tilskudsdækning til sårplejeprodukter fra Kerecis
14:35 Lidt færre nytilmeldte amerikanske ledige i sidste uge end ventet
13:46 Tysk solcelleproducent nedjusterer - igen
13:42 USA/tendens: Optimisme på lavt plus mens handlerne venter på Powell
13:04 Europa/aktier: I revanche med it forrest efter onsdagens bundniveau
12:08 Obligationer/middag: Indledende rentestigning vendt til tilsvarende fald
11:54 Aktier/middag: Plusser til Mærsk og GN og minus til NKT giver fladt eliteindeks
11:17 ALK/børshuse: Stærkt tabletsalg og driftsindtjening stikker ud
10:20 Børshus ser vending forude og anbefaler nu at købe op i GN
10:19 NKT-topchef: Stærk ordrebeholdning giver os mulighed for at være selektive
09:42 Bioporto øger omsætningen - store investeringer giver voksende underskud