Kina/Danske: Plenarmøde og hårde nøgletal i næste uge
I næste uge leverer Kina tunge nøgletal for oktober og endvidere holder centralkomiteen for Kinas kommunistparti møde i weekenden. Det bringer det asiatiske land i fokus på de finansielle markeder.
- På mødet ventes kommunistpartiets ledelse at fremlægge et ekstremt ambitiøst økonomisk reformprogram, der understreger, at strukturelle økonomiske reformer nu prioriteres højt, vurderer Danske Bank i sin ugekommentar.
Formålet med reformen er, ifølge banken, at afbøde det uundgåelige langsigtede fald i Kinas vækst og gradvist opnå, at privatforbruget bliver den vigtigste drivkraft bag væksten i stedet for investeringerne.
Danske Bank venter, at partiet sandsynligvis vil løfte sløret for de store linjer og derefter lade regeringen og provinserne stå for detaljerne senere.
- De finansielle markeder kan reagere med skuffelse på grund af de manglende detaljer, vurderer Danske Bank, der skønner, at markederne måske først får indsigt i detaljerne og tempoet i reformerne, når den Nationale Folkekongres, Kinas parlament, træder sammen i marts 2014.
Næste uge vil bringe størstedelen af de hårde nøgletal for oktober.
- Vi venter, at tallene for industriproduktionen, detailsalget og anlægsinvesteringerne bekræfter, at kinesisk økonomi er i moderat fremgang, skriver Danske Bank.
Banken frygter, at de finansielle markeder muligvis kan blive en smule bekymrede over inflationen, som ventes at være steget yderligere til 3,4 pct. på årsbasis i oktober fra 3,1 pct. måneden før.
- Dermed kommer den tæt på regeringens komfortzone. Inflationsstigningen i de seneste måneder har primært været drevet af en kraftig prisstigning på grøntsager, hvilket tyder på, at den er vejrrelateret og således formentlig af midlertidig karakter, skønner banken.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›