Onsdagens aktier: Optur til DFDS og pres på NKT (korr.)

Udgivet den 20-11-2013  |  kl. 17:08  |  

Det danske C20 Cap-indeks lukkede onsdag 0,7 pct. lavere i 651,06, hvor Danske Bank var at finde i den tunge ende af indekset efter en sænket anbefaling hos Societe Generale. Blandt sidepapirerne var der kursklø til NKT Holding efter et svagt regnskab og linjefartsrederiet DFDS steg efter lanceringen af en ny generøs lodningspolitik.

- Aktiemarkederne falder inden aftenens referat fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, skrev Nordea.

Danske Bank faldt 1,8 pct. til 120,30 kr., imens Nordea tabte 0,3 pct. til 68,30 kr. Den franske storbank Societe Generale har sænkede sin anbefaling på Danske Bank-aktien til sælg fra hold med et fastholdt kursmål på 115 kr. og anbefalingen på Nordea-aktien blev sænket til hold fra køb. Det skrev Bloomberg News efter tirsdagens lukketid.

DFDS lukkede med et solidt plus på 8,1 pct. i kurs 413 kr. Linjefartsrederiet aflagde regnskab for tredje kvartal, hvor salget på 3,4 mia. kr. var lidt under analytikerprognosen på 3,46 mia. kr. Nordea pointerede, at aktien blandt andet blev sendt op på, at selskabet ændrer kapitalstrukturen, hvilket åbner for højere udbytter. Yderligere fremhævede Nordea også, at prisfastsættelsen fortsat er særdeles attraktiv.

NKT Holding tabte 4,1 til 255,70 kr. efter regnskab for tredje kvartal, hvor salget på 4,08 mia. kr. var svagere end analytikerne forventning på 4,16 mia. kr. Det blev til en EBIT-indtjening på 105 mio. kr. i kvartalet, hvilket er klart under analytikerprognosen fra Bloomberg News på 134,8 mio. kr. Nordea pointerede, at regnskabet skuffede med svag vækst i specielt Cables og en svag driftsmarginal. Forventningerne for 2013 er dog konservative, da der tages højde for mulige projektforsinkelser i årets sidste kvartal, skrev finanshuset, der hæftede sig ved, at det kommende effektiviseringsprogram endvidere er større end ventet.

Topdanmark tabte 1,7 pct. onsdag til kurs 143,50 kr. Alm. Brand Markets sænkede kursmålet på Topdanmark-aktien til 150 kr. fra 170 kr. og Danske Markets sænkede ligeledes kursmålet på Topdanmark-aktien til 155 kr. fra 157 kr. Danske Bank pointerede, at tirsdagens regnskab for tredje kvartal var endnu et kvartal, hvor Topdanmark udkonkurrerede Tryg på væksten i præmieindtægterne, men underperformede på combined ratio.

H+H International, der fremlagde regnskab tirsdag, steg onsdag med 12,0 pct. til kurs 45,60 kr. Danske Markets hævede kursmålet på aktierne i H+H International til 60 kr. fra 45 kr. og samtidig blev anbefalingen køb gentaget. Det skrev Danske Bank, der efter nedlukningen af kapacitet i Polen, nu ser mere positive udsigter for det polske marked.

GN Store Nord lukkede 0,2 pct. højere i 130,60 kr. Finanshuset JPMorgan hævede kursmålet på GN Store Nord til 147 kr. fra 135 kr. og samtidig blev anbefalingen overvægt gentaget.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder