Vestas-kunde lufter vilde investeringsplaner
Det italienske energiselskab Enel Green Power, der er storkunde hos Vestas, har planer om at investere 6,1 mia. euro i vedvarende energiprojekter i frem til udgangen af 2018. Planerne rummer en udbygning på ikke mindre end 4600 megawatt, fremgår det af en forretningsplan, som selskabet præsenterede torsdag.
Selskabet vil for at mindste risici diversificere sine investeringer, hvilket betyder investeringer i nye markeder.
- 2014-2018-forretningsplanen omfatter Uruguay, Ecuador, Kenya, Egypten, Saudi Arabien og Rusland, i tillæg til de 16 lande, hvor Enel Green Power i øjeblikket driver aktiviteter, og de nye lande, som allerede er annonceret, nemlig Columbia, Peru, Tyrkiet, Sydafrika og Marokko, fremgår det af planen.
På udviklingsmarkeder (Emerging Markets) har Enel et mål om at øge den installerede kapacitet i 2018 til 4100 megawatt mod 1200 megawatt i 2013. Stigningen på 2900 megawatt vil beslaglægge 73 pct. af midlerne afsat i planen, fordelt med 46 pct. i Latinamerika og 27 pct. i nye lande.
I Nordamerika stræber selskabet efter at øge den installerede kapacitet med 700 megawatt til 2400 megawatt i perioden, hvilket vil kræve 10 pct. af investeringsbudgettet. I Europa skal kapaciteten øges med 1000 megawatt til 6900 megawatt, og det koster 17 pct. af det afsatte investeringsbeløb.
Alene i 2014 er det planen at opføre projekter med en samlet kapacitet på 1000 megawatt.
Fokuseringen på Emerging Markets må alt andet lige formodes at stille Vestas i en god position på grund af selskabets brede eksponering med repræsentation på mange markeder. Vestas annoncerede senest en ordre fra Enel i december 2013. Det var en ordre i USA på 350 megawatt - medfølgende en rammeaftale på levering af yderligere 636 megawatt.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›